Plader

David Kitt: The Big Romance

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Interessante bud på et sammenstød mellem akustisk singer/songwriter-folk og elektroniske virkemidler. Men der mangler lige det sidste.

I hjemlandet Irland er David Kitt blevet udråbt til at være den nye David Gray, hvilket umiddelbart forekommer meget rimeligt. Dels fordi David Kitt spiller en akustisk singer/songwritermusik, hvor der leges lidt med elektronik, og dels fordi den irske musikbranche naturligvis er på udkig efter en aftager til guldfuglen David Gray, der ud over at have sat begrebet New Acoustic Movement på dagsordenen også har formået at slå så bredt igennem, at han er en af de bedst sælgende solister indenfor de sidste par år.

Men selv om sammenligningen med David Gray er åbenlys, forekommer David Kitt ikke – med The Big Romance, i al fald – at have helt så gode muligheder for et gennembrud i White Ladder-klassen. Det er der to grunde til. For det første har David Kitt ikke de sange, der har gjort White Ladder til så stor en succes – den er slet ikke lige så umiddelbar, og sangene er langt mere udsvævende og improvisatoriske. For det andet er David Kitt flere steder en del mere kantet, hvilket formentlig vil skræmme en stor del af mainstream-publikummet væk.

De 10 sange på The Big Romance består for det meste af en akustisk guitar og en rytmesektion, der benytter sig en del af moderne teknologi, og den sammenblanding virker egentligt ret godt og gør, at David Kitt ikke bare lyder som et levn fra slutningen af 60’erne. Kontrasten mellem den meget rustikke akustiske lyd og den moderne teknik giver en spændvidde, der gør, at David Kitt er langt mere interessant end mange af de andre New Acoustic Movement-navne, der lidt for ofte stiller sig tilfreds med at lyde som Nick Drake, Tim Buckley og Simon & Garfunkel. Holder man af den nye akustiske bølge, vil man bestemt få meget glæde af The Big Romance.

Men som sagt mangler David Kitt flere helt store sange, og det går hen og bliver pladens svaghed. Ikke at sangene er dårlige, for det er de ikke. Man kunne bare godt ønske sig, at de var lidt skarpere, for som de er, bliver lidt for mange af dem en tand for udsvævende og formår ikke rigtig at hænge fast, og der er kun et par sange, der for alvor skiller sig ud. Netop i singer/songwriter-genren er melodierne meget vigtige, og her mangler David Kitt lige det sidste. Til gengæld kan man så glæde sig over, at David Kitt opfylder et andet af genrens kriterier – han er nemlig i besiddelse af en glimrende stemme.

Men der er da alligevel nogle gode indslag undervejs. Især de numre, hvor musikken udvikler sig, og der kommer nogle ret interessante lydforløb ud af det engang imellem. Det gælder eksempelvis den næsten otte minutter lange “What I Ask”, hvor Kitts stemme og et glimrende korarbejde giver en næsten hypnotisk effekt, inden sangen ender i et længere instrumentalt forløb. Endnu mere interessant bliver det, når Kitt for alvor spiller de rustikke sange og den akustiske guitar op mod elektronikkens muligheder i sangen “You and the City”, der nok er albummets bedste komposition. Det er meget prisværdigt, at David Kitt kaster sig ud i disse eksperimenter, for han giver undervejs nogle interessante bud på, hvordan singer/songwriter-genren kan udvikle sig uden at kaste sine rødder væk.

Et sidste nummer, jeg vil fremhæve, er “Step Outside in the Morning Light”, der emmer af melankoli og en længsel efter varme sommerdage. Sandsynligvis David Kitts bedste bud på et hit, og en virkelig god sang – en af dem, man kunne have ønsket sig lidt flere af.

Konklusionen er, at David Kitt er et spændende bekendtskab, og at The Big Romance er et fint album, der dog mangler det sidste for at være virkelig godt. Hvis David Kitt næste gang får helt styr på sangskrivningen og ellers beholder den interessante tilgang til arrangementerne, kan der være et stort album i vente. Indtil da må David Kitt desværre nøjes med at være lige ved.

★★★½☆☆

Deltag i debat