Plader

Jeff Buckley: Live à l’Olympia

Skrevet af Mikkel Mortensen

Nok beviser denne liveplade endnu en gang, hvor stærk en sanger Jeff Buckley var, men det er svært at undvige fornemmelsen af, at den vigtigste årsag til udgivelsen er ønsket om profit.

Denne plade, der indeholder optagelser fra to koncerter, Jeff Buckley gav i juli 1995 på l’Olympia i Paris, er den tredje, der bliver udgivet efter Jeff Buckleys tragiske død i 1997. Først kom det glimrende dobbeltalbum (Sketches For) My Sweetheart The Drunk og derefter livepladen Mystery White Boy. Det var forståeligt, at disse to plader blev udgivet, men med Live à l’Olympia føles det, som om Sony og Jeffs mor, Mary Guibert, kun er ude på at tjene penge på de mange fanatiske fans, for denne koncert er på ingen måde essentiel. Et godt eksempel på dette er de to minutter, Jeff Buckley bruger på at lege en pladespiller, der spiller Led Zeppelins “Kashmir” i for høj hastighed. Det er såmænd morsomt første gang, men det er ikke ligefrem noget, man vender tilbage til, for musikalsk set er der ikke så meget at hente.

Især i forhold til den forrige liveplade, Mystery White Boy, blegner denne nye udgivelse. Førstnævnte var et udpluk af sange fra forskellige koncerter, fordi folkene bag udgivelsen havde indset, at sangene toppede på forskellige tidspunkter. Det er tilsyneladende glemt nu, hvor disse to koncerter bliver anset for Jeff Buckleys bedste nogensinde. Derudover indeholdt førnævnte udgivelse tre nye, originale Buckley-kompositioner – det kan Live à l’Olympia ikke prale af, men i stedet indeholder den et par nye cover-versioner, blandt andet MC5’s “Kick Out the Jams”. Og netop denne giver sammen med en frådende version af “Eternal Life”, der får originalen til at minde om Westlife, albummet et ordentligt spark bagi og gør, at man virkelig forventer sig noget stort af dette album. Men det sker ikke, og man irriteres især over “Hallelujah” – der ellers er én af mine absolutte Buckley-favoritter – fordi Jeff her beder publikum om at synge med. Det er uden tvivl fantastisk, hvis man var til stede, men på cd lyder det meget tamt. Derudover bliver “What Will You Say”, der stammer fra en koncert, Jeff Buckley gav på den franske Festival of Sacred Music 18. juli 1995, ødelagt af sangeren Alim Qazimov, der af uransagelige grunde har fået lov til at synge med – bestemt ikke et godt valg.

Sangene er naturligvis stadig gode, men da disse versioner ikke føjer noget væsentligt nyt til originalerne og ikke adskiller sig nævneværdigt fra versionerne på Mystery White Boy, er der ikke meget, der retfærdiggør købet af denne plade. Så hvis man er i besiddelse af de førnævnte tre albums, er der ikke megen grund til at investere i denne plade. Har man på den anden side de tre officielle albums i forvejen, er man nok så vild med Buckley, at denne anmeldelse ikke er i stand til at stoppe én. Og har man endelig købt albummet, kan man nyde gode sange som “Lover, You Should Have Come Over”, “Dream Brother” og “Grace”, der brænder med en glød så stærk, at man ikke skulle tro, at manden, der synger dem, har forladt denne jord. Derudover er coveret såmænd meget lækkert, og så får man adgang til noget videomateriale på nettet, der for hardcore-fans sikkert er meget fedt.

★★★☆☆☆

Deltag i debat