Plader

Puddle of Mudd: Come Clean

Skrevet af Mikkel Mortensen

Åh nej. En helt igennem horribel plade. Hold dig langt, langt, langt væk fra Come Clean, der er en misgerning mod musik som kunstform.

Amerikanske Puddle of Mudd blev i sin tid opdaget af ingen ringere end Fred Durst fra Limp Bizkit, så det borger jo for kvaliteten på deres debutalbum Come Clean, der har været en pæn succes i USA, hvor det i skrivende stund ligger på top-10 og har solgt over en million eksemplarer.

Det er dog svært at forstå, hvorfor Puddle of Mudd har fået så megen succes. Ikke nok med at musikken hverken er særlig original eller særlig god – sanger og sangskriver Wes Scantlin er end ikke i stand til at skrive specielt iørefaldende sange. Som eksempel herpå kan nævnes førstesinglen “Control” – en meget formel-agtig og kedelig omgang postgrunge, der indeholder mindeværdige linier som »I love the way you smack my ass« – se, det er jo poesi. I “She Hates Me” leverer han så indsigtsfulde linier som »She fucking hates me – la la la,« og dertil kan man kun svare: »She’s so fucking right!«

Derudover synger Wes Scantlin virkelig dårligt. Der er bestemt ikke tale om skønsang her, og hans monotone stemme, der svinger mellem følelsesløs “sang” og hjerteløst råberi, kan ikke ligefrem engagere lytteren. Ikke engang hans råben kan få ham til at lyde hverken magtfuld eller cool; han lyder i stedet som en lille dreng, der desperat forsøger at overbevise folk om, hvor sej han er – hvilket mislykkes totalt.

En god stemme er naturligvis ikke altafgørende. Det vigtigste er vel stadig talentet for at skrive gode sange, men det har Wes Scantlin heller ikke. Ikke engang fængende sange kan han finde ud af at lave. Wes Scantlin kan faktisk ingenting, men det ligestiller ham jo med sin gode ven og mentor Fred Durst, der som bekendt heller ikke er velsignet med noget stort talent på nogen måde.

Produktionen er muligvis det kedeligste, jeg nogensinde har hørt. Jeg mener at have hørt europop, der var mere opfindsomt end det her, og jeg var flere gange ved at falde i søvn pga. produktionens forudsigelighed. Når poeten over dem alle, Wes Scantlin, leverer guldkorn som ovennævnte citat fra “Control”, bliver jeg dog grebet af et ukontrollerbart grineanfald, men havde manden så i det mindste forsøgt at være morsom med sine tekster, havde det hele jo været godt. Men jeg tror faktisk, at det er meningen, at dette album skal tages seriøst, og det er desværre umuligt, da Puddle of Mudd lyder som et poppet Nirvana uden, ja, balls, for at sige det rent ud. Der mangler simpelthen nosser hos bandet.

Puddle of Mudd er ikke medrivende nok, når de forsøger at være rockede, og de er patetiske, når de forsøger at lave afdæmpede sange, der gerne skulle være smukke. Ingen af de 11 sange på Come Clean indeholder noget, man ikke har hørt før – og 100 gange bedre hos… ja, alle andre. Selv Limp Bizkit virker nærmest geniale i sammenligning, og det er muligvis det, der har været Fred Dursts motivation til at signe dette band.

Så for at skære ind til benet: Come Clean er et forfærdeligt album, og det hjælper ikke, at der er smidt en akustisk version af “Control” på samt den Fred Durst-instruerede video til selv samme nummer, der ikke ligefrem er noget filmisk mesterværk. Puddle of Mudd er et forfærdeligt band, og hvis du investerer i dette album, er du dummere end Wes Scantlin og Fred Durst tilsammen.

PS: Muligvis åbenbarer Come Clean sig som et fuldbyrdet mesterværk efter flere gennemlytninger, men jeg tør ikke høre dette album igen, da jeg har en teori om, at Puddle of Mudds musik virker fordummende, og jo flere gange, jeg hører albummet, jo tættere kommer min IQ på Wes Scantlins, og det tør jeg simpelthen ikke risikere.

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat