Plader

Luke Haines: The Oliver Twist Manifesto

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Et manifest over popindustriens sølle tilstand – men hvor er løsningen på problemet?

Luke Haines’ debutplade som solist indledes med ordene »this is not entertainment / don’t expect me to entertain you« og fortsætter med en række lovprisninger af, hvor kompromisløst projektet er. Mere manifest-agtigt bliver det næsten ikke. Hvis man kender bare en smule til Luke Haines, kan det imidlertid ikke komme som nogen stor overraskelse, at et soloudspil fra den kant er et indlæg i diskussionen om musikkulturens fremtid. Luke Haines har tidligere gjort sig markeret sig som en fremtrædende og ofte meget provokerende debattør – eksempelvis foreslog han sidste sommer, at man nedlagde hele musikindustrien i en uge, hvor man ikke skulle udgive plader, spille koncerter eller musik i radioen, for at give alle en mulighed for at tænke over hele industriens fremtid. Og fint i tråd med det, har han da også valgt at give denne plade undertitlen Or what’s wrong with popular music.

Men nu er det jo i sidste ende musik, det handler om, og her har Luke Haines førhen gjort sig bemærket, dels i de engelske indierockere The Auteurs og de sidste par år især i den fremragende depri-popgruppe Black Box Recorder. Desværre synes jeg ikke helt, at solisten Luke Haines kan leve op til sin fortid, selv om The Oliver Twist Manifesto indimellem er en ganske god plade. Musikken er en melodisk og faktisk meget maskinel popmusik, der får mig til at tænke på rockmusicals – f.eks. Chess – og da der er tale om et konceptalbum, er denne reference næsten endnu mere tydelig.

Åbningsnummeret “Rock’n’Roll Communiqué no. 1” er det, der ligger tættest op ad den lyd, man kender fra Black Box Recorder, og den meget sødmefyldte melodi fungerer glimrende som kontrast til det bastante indhold. Den efterfølgende “Oliver Twist” virker som et fremragende tema til en musical, og sammen sætter disse to numre både den musikalske og den indholdsmæssige dagsorden. Pladen bliver således skudt virkelig stærkt i gang, men det er, som om Haines ikke formår at styre projektet hele vejen igennem. Resten af pladen består af forskellige, mere eller mindre poppede sange, hvor der bruges masser af keyboards, programmerede beats og strygere, og som generelt set fortsætter musicallinjen. Egentlig er det hele let tilgængeligt og til tider meget kitschet, hvilket kan undre, når man tager den kompromisløse indledning i betragtning. Men omvendt forekommer musikken også som en ironisering over den moderne populærmusik.

Desværre bliver det bare en tand for ligegyldigt, og selv om det er svært at sætte en finger på, præcis hvad der er galt, er der for mange af numrene, der enten er lidt for kedelige eller bare ikke rigtig fænger. En undtagelse er dog disco-pastichen “Discomania”, hvor Haines synger: »They’re having sex to “The Kids in America”.« Et nummer som i al sin kitsch virker som en bidende ironisk kommentar til hele det cirkus, der omgiver tidens musik og forbrugerkultur. Pladen afsluttes af titelnummeret – en søstersang til “Oliver Twist”, der er blevet lavet en del om, men som fremstår lige så stærkt, som da pladen blev sat i gang. Med andre ord: Skelettet til pladen er i orden, men der mangler lidt indhold undervejs, for at projektet holder som helhed. Luke Haines fortæller os, at han har løsningen på musikkens problemer, men han fortæller ikke rigtig – hverken musikalsk eller verbalt – hvori denne løsning ligger.

Derfor må man konkludere, at selv om Luke Haines er en meget interessant personlighed, formår han desværre ikke helt at imponere som soloartist, og jeg håber i hvert fald, at han snart får lavet noget nyt materiale med eksempelvis Black Box Recorder. Men det forhindrer jo ikke, at manden stadig kan brokke sig lige så meget, han har lyst til, for der er altid brug for folk, der tør at komme med provokerende debatoplæg.

★★★☆☆☆

Deltag i debat