Plader

The Flaming Stars: Ginmill Perfume

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Smittende garagerock, der sagtens kunne være indspillet i 1965 – og alligevel ikke er i nærheden at lyde forældet. Et sprudlende og herligt varieret opsamlingsalbum fra et energisk band.

“Garagerock, der lyder akkurat, som var det lavet i slutningen af tresserne”. Den beskrivelse kan passe på utallige af de bands, der får meget omtale for tiden. Beskrivelsen passer også på The Flaming Stars, der dog hverken er et nyt band eller får nogen omtale, hvilket er synd, da de langt mere interessante end de fleste andre nutidige garagebands. Ginmill Perfume er en opsamling med materiale fra gruppens fire albums og en lang række singler. Da jeg ikke har hørt disse albums, forholder anmeldelsen sig kun til selve musikken og ikke til udvalget af numre.

Gruppen spiller som nævnt garagerock af den gammeldags slags, hvor produktionen lyder, som om den var lavet i 1965. Derudover er der i en del numre tilsat en god portion surfrock, især instrumentalnumrene, som der er flere af undervejs. Men i modsætning til de mange garagerock-navne der er oppe i tiden, har The Flaming Stars også en mere melankolsk side. I de stille passager kommer jeg til at tænke lidt på den mere rå udgave af Tindersticks, som man kender fra de første af gruppens plader. Ofte veksler det enkelte nummer mellem det støjende og det stemningsfulde. Dette giver en virkelig interessant spændvidde i musikken, da det melankolske, indadvendte og de støjende rockudladninger fungerer fremragende sammen, og musikken derved bliver meget dynamisk og afvekslende.
Det er også værd at nævne sanger Max Decharnés mørke og ganske glimrende stemme, der passer perfekt til musikken. The Flaming Stars er i det hele taget et af de garagerock-bands, jeg har hørt, der har mest at byde på musikalsk, og Ginmill Perfume er en sand opvisning i, hvordan man spiller rockmusik af den gammeldags slags uden på nogen måde at lyde forældede.

Et af de absolutte højdepunkter på pladen er “You Don’t Always Want What You Get”, som nogle måske kender fra MTV’s Alternative Nation, hvor videoen har være vist mange gange det seneste års tid – og det var da også min indgangsvinkel til gruppen. Sangen starter med en dyster basgang, hvorefter der langsomt kommer guitar og sang på, før den til sidst når op i rigtig rocktempo. Det er en helt igennem fremragende og gennemført komposition, der allerede burde have været en moderne klassiker.

Men heldigvis er den sang slet ikke det eneste, The Flaming Stars har at byde på. Lidt i samme stil er “Some Things You Don’t Forget”, der er næsten lige så god. Nummeret starter også i det stille leje med en melankolsk basgang og en meget fængslende vokal, der hviskende fortæller om en improviseret lørdag aften i byen, hvor man ender med at møde sit livs kærlighed – et øjeblik man aldrig glemmer. Egentlig lidt sjovt at pakke noget så sødt og romantisk ind i en dyster stemning, men det virker rigtig godt.

De tre instrumentalnumre på pladen er alle gode, uden dog at høre til blandt det bedste på pladen. “Who’s Out There” er klassisk surf af samme skuffe som danske The Tremolo Beergut, mens “Blood Money” nærmer sig mexicansk inspireret ørkenrock – ikke helt ulig Giant Sand.

I det hele taget er Ginmill Perfume spækket med numre af høj klasse. Rockabilly-sangen “Like Trash” er med et vildt klaverspil, der lyder som Jerry Lee Lewis, og en lynhurtig surfguitar helt fantastisk. Det samme er den dommedagsagtige “The Last Picture Show”, og “Ten Feet Tall”, der er båret frem af et medrivende orgelriff. Men der er faktisk ikke et eneste dårligt nummer på denne opsamling, der varmt kan anbefales.

★★★★★☆

Leave a Reply