Plader

Love as Laughter: Sea to Shining Sea

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Skramlet lofi-rock fra den amerikanske vestkyst. Love as Laughter er på det meste af Sea to Shining Sea et indtagende bekendtskab, der ikke gør rockmusik sværere end højst nødvendigt.

Denne plade har ramt mig som en kæmpe overraskelse. Første gang, jeg hørte Love as Laughter, var, da de varmede op for Modest Mouse, og ved den lejlighed lød de som en andenrangs punkrock-band. Mine forventninger var derfor begrænsede, da jeg satte Sea to Shining Sea i cd-afspilleren, men jeg har måttet revurdere min opfattelse af bandet. Det betyder ikke, at Love as Laughter er begyndt at lave stort anlagt kunst, men gruppen leverer i stedet en opvisning i, hvordan man spiller rock af den mere alternative og beskidte slags.
Musikken lyder egentlig lidt gammeldags og minder en hel del om Pavement, Modest Mouse og den beskidte del af grunge-scenen. Men man kan jo også hævde, at selv om den slags musik svinger en hel del i popularitet, så er det tidløs musik, der altid har en eksistensberettigelse.

Pladen starter som lyn og torden med “Coast to Coast” og “Temptation Island”, hvor beskidte guitarer rusker godt, og man får næsten uundgåeligt lyst til at hoppe vildt rundt, når man lytter til den rå, men samtidigt meget melodiske rock.
I “Put It Together” har bandet lavet en sjov detalje. Det starter med lidt guitaropvarmning, og når nummeret går rigtigt i gang, er der indlagt publikumsjubel af typen “jubii, nu spiller de endelig noget, vi kender”. Måske en ironisk kommentar til, at gruppen helt sikkert aldrig får et hit af den type. Selve nummeret er også ganske glimrende og lyder egentlig som en live-indspilning af et gammelt blues-nummer udsat for skramlet indierock. Det er herligt og befriende uprætentiøst, og her har vi nok i virkeligheden et par af kodeordene for Love as Laughter.
Et pladens bedste numre er den syv minutter lange “Miss Direction”, hvor vi er ovre i den mere afdæmpede afdeling. Det er en virkelig charmerende skramlet popsang, hvor instrumenter og vokal ind imellem er ude af takt, hvilket sammen med den gode melodi er det, der bærer nummeret igennem.

Medlemmerne i Love as Laughter er langtfra tekniske virtuoser, og bandet spiller bestemt ikke avanceret musik. Til gengæld spiller de virkelig fedt, og musikken svinger rigtigt godt på trods af en masse fejl og en sanger, der til tider synger lidt ude af takt. Men den slags er jo også netop nogle af genrens kendetegn – lofi ville jo ikke være lofi, hvis den var indspillet af skolede musikere i et dyrt studie. Så selv om der er masser af musikalske klichéer undervejs, stråler Sea to Shining Sea langt væk af spilleglæde, og en gang imellem er det fantastisk bare at lade sig rive med til tonerne af god gammeldags rockmusik.

Selv om musikken ligger inden for samme boldgade som Modest Mouse, er der alligevel stor forskel. Love as Laughter bevæger sig ikke ud i de mere ambitiøse kompositioner, man kender fra Isaac Brock og co., og det gør, at Sea to Shining Sea ikke kommer op på samme niveau som Modest Mouse. En undtagelse er dog det grandiose afslutningsnummer “E.H.”, en sang om at stikke af fra virkeligheden – rent fysisk eller mentalt. Her lader Love as Laughter guitarerne male store stemningsfyldte og poetiske lydfigurer, som man kender det fra f.eks. Built to Spill.

Ud over dette strålende afslutningsnummer kan anden halvdel af pladen ikke helt leve op til de første fem sange, der alle er fremragende. Men resten er bestemt også værd at tage med, og hvis man er til musik som Pavement, Built to Spill eller Modest Mouse, er det værd at overveje at udvide samlingen med denne plade.

★★★★☆☆

Deltag i debat