Plader

Tindersticks: Trouble Every Day

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Tindersticks gentager sit samarbejde med den franske instruktør Claire Dénis – desværre med et umådelig kedeligt resultat.

Tindersticks’ meget stemningsfyldte og indimellem meget dramatiske musik er næsten som skabt til et film-soundtrack, hvilket nu fører til, at gruppen for anden gang arbejder sammen med den franske filminstruktør Claire Dénis. Første gang var til filmen Nénette et Boni fra 1996, og denne gang er det til filmen Trouble Every Day.

Hvordan Tindersticks’ musik fungerer i filmen, ved jeg ikke, men på cd fungerer den overhovedet ikke, hvilket er virkelig ærgerligt, når man tager de meget teatralske elementer i Tindersticks’ musik i betragtning.

Trouble Every Day byder primært på instrumentalmusik, og ligger derfor en anelse væk fra Tindersticks’ normale lyd, der er domineret af Stuart Staples’ meget dybe stemme. Det er selvfølgelig interessant at høre Tindersticks arbejde med den klassiske musik, der hele tiden ligger et eller andet sted i gruppens univers, og med gruppens sans for at skabe stemningsfuld musik kunne man godt have forventet, at Trouble Every Day ville være en interessant rejse gennem forskellige lydbilleder.

Men det meste af pladen består af meget korte numre, der stort set alle sammen stopper, inden de kommer i gang, og som ikke rigtig hænger sammen. Derfor bliver musikken ikke den behagelige lydrejse, man kunne have håbet på. I filmens verden gør man måske kun brug af korte lydsekvenser, men hvis det skulle have fungeret på cd, kunne jeg godt have ønsket, at Tindersticks havde arbejdet videre på numrene, så de kom til at fremstå som en helhed i stedet for som nu at være små skitser, der måske engang kunne blive til noget. I to skæringer, “Killing Theme” og “Coré On Stairs/Love Theme”, får musikken dog tid til at udvikle sig bare en lille smule, men det er slet ikke nok til at redde instrumentaldelen fra at være meget kedelig.

Tilbage er kun titelnummeret, der er det eneste på pladen, hvor Stuart Staples lægger vokal til, og der er tale om et ganske udmærket nummer, som dog ikke formår at gøre pladen som helhed interessant. Ud over originalen findes det også i et edit med titlen “Opening Titles”. Her er de sidste to minutter – hvor Staples synger duet med en unavngiven mand – fjernet, og det er en skam, for det er faktisk de bedste – dét, der for alvor løfter sangen. Og til sidst findes sangen også under titlen “Closing Titles”, hvor det hele er med, men hvor vokalen er fjernet på den første halvdel, og det virker faktisk ganske godt, da det sætter fokus på selve musikken, i stedet for Staples’ vokal, der ofte er meget dominerende. Men genbruget stopper ikke her, for gruppen har også fundet det nødvendigt at benytte “Killing Theme” to gange, og så er det jo ingen sag at få spilletiden op på 41 minutter.

Samlet set er Trouble Every Day et meget tyndt udspil fra Tindersticks. Det er udelukkende det glimrende titelnummer, der redder pladen fra den absoluttet bundkarakter, men 150 kroner for et enkelt nummer er vel også en anelse i overkanten.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat