Plader

ISAN: Lucky Cat

Skrevet af Mikkel Arre

ISAN giver os dét, de plejer. Uden undtagelse. Og alligevel fremstår historien om den heldige kat som deres bedste. Et overmåde rart slumretæppe (i ordets bedste forstand).

Det står klart fra første sekund af ISAN’s fjerde album, Lucky Cat: Her er alle tiders mulighed for at nedsænke sit legeme og så sandelig også sin sjæl i et langt, varmt karbad. Det bobler og syder sauna-agtigt i åbningsnummeret “Cutlery Favours”.

Efter at have lagt sig godt til rette i badekarret (eller bare på sofaen) er der kun ét at gøre: slappe helt af og eventuelt lukke øjnene. Nu præsenterer Antony Ryan og Robin Saville nemlig spandevis af sfærisk vellyd ved hjælp af få, velvalgte midler – synthesizere af ældre dato, iørefaldende melodier og et varmt nærvær, der er sjældent på den elektroniske scene. De i alt 12 tracks er udstyret med en lettere terapeutisk evne til at trænge ind og lindre alle former for ubehag. Der bliver udelukkende strøget med hårene, og enhver art afmagt og mental modgang masseres på blideste vis langt, langt bort.

Og nej, det er ikke en new age-plade, jeg har lånt med hjem fra tandlægens discman med panfløjte-melodier og havets brusen; alligevel gør ISAN det nemt at tænke i meditative baner. Der er vitterlig ikke megen action – kun på to-tre numre er der et regulært håndfast beat, mens resten af numrene kun er tildelt små, knitrende mikrobeats. Denne afdæmpethed er på én gang en af pladens største styrker og samtidig dens væsentligste akilleshæl.

For nu at starte i den positive ende formår ISAN at fastholde interessen via meget simple virkemidler. De fleste numre er opbygget af en dyb og særdeles lunende basgang, et af de førnævnte minimale rytmespor og så en enkel melodi med nære familiære bånd til Boards of Canada. Så ukompliceret er det at skabe rare vibrationer, der kan få én til at glemme alt om dårlige historieopgaver, bortkomne forskudsregistreringer og uoverskuelige fremtidsudsigter – ISAN tilbyder 68 minutters friktionsløs nydelse, der ikke løser problemerne, men i hvert fald sørger for velvære, mens de udskydes.

Ja, ja, det lyder jo alt sammen meget godt – men går det ikke hen og bliver lidt for enkelt og lidt for kedeligt eller forudsigeligt efter fire-fem gennemlytninger? Tja… nej, egentlig ikke. Der er fine, lytteværdige detaljer mange steder i ISAN’s komfortable pøl af analoge synthesizere og flimrende, spredte klik. På “Recently in the Sahara” pitches den ensomme melodilinie op og ned og trækkes gennem hele nummeret ud og ind ad forskellige filtre – alt sammen i én glidende bevægelse uden nogen spor af sammensyninger. “Kittenplan A” brillerer ligeledes på fineste vis ved sit rytmespor, der trods sin klejne statur gør opmærksom på sig selv via nogle elegante temposkift.

Og alligevel er ensformigheden ISAN’s ømme hæl: Numrene flyder af og til helt sammen, og hvis man først er dumpet ned i et af de få huller af stilstand – ja, så er det lidt svært at komme op igen, eftersom intet skiller sig ud og springer i øjnene.

Numrenes homogenitet er i øvrigt forbløffende, idet Ryan og Saville ifølge ISAN’s hjemmeside ikke laver musik sammen. Deres respektive numre minder bare så meget om hinanden, at de sagtens kan figurere som en duo.
Med et helt igennem rent og velplejet sind efter en god time i de lune vandmasser kan man med god samvittighed finde sig et godt, stort bade-håndklæde og gøre sig klar til at komme ud til alle de midlertidigt glemte problemer; og jeg garanterer for et mærkbart større overskud til at tage alskens uberegnelige kvaler med lethed og måske endog et varmt smil.

★★★★½☆

Deltag i debat