Plader

Nina Nastasia: The Blackened Air

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Et nærværende og meget stemningsskabende album, der balancerer mellem at være en løs skitse og et aldeles storslået sadcore-værk.

Hvor går grænsen mellem en skitse og et fuldbyrdet kunstværk? Egentlig er det et yderst teoretisk spørgsmål, der er umuligt at svare på, men i forbindelse med den unge newyorker Nina Nastasias andet album forekommer det ikke desto mindre relevant.

Nina Nastasia spiller intim og skrøbelig musik, af den slags man kender fra sangskrivere som Kristin Hersh, Cat Power og Lisa Germano, og inspirationen fra disse kunstnere fornægter sig bestemt heller ikke.

I løbet af 44 minutter byder The Blackened Air på 16 sange, og mange af disse sange er ganske enkelt små perler. Pladen åbner med “Run, All You…” og “I Go with Him”, hvor især sidstnævntes brug af hidsige violiner er med til at trække de sorte skyer frem – og tonen er dermed slået an. Herefter fortsættes med den tunge “This Is What It Is”, hvor drivkraften er nogle slæbende trommer, der spiller sammen med et dystert violinspil.

I det hele taget er violinen sammen med Ninas stemme helt central på The Blackened Air. Der veksles mellem det følsomme, poetiske og det mere aggressive. Helt sublimt er violinspillet på pladens klare højdepunkt, “In the Graveyard”, hvor Nina også synger fremragende. Midt i nummeret kommer en violinsolo, der ganske enkelt er hele pladen værd i sig selv. At der kan ligge så meget følelse i ét instrument, er simpelthen imponerende. Fremhæves skal også den seks minutter lange “Ocean”, der er det nummer på pladen, der udvikler sig mest undervejs. Fra det helt tyste til det stort anlagte og støjende, for så igen at knække over undervejs og starter forfra med at bygge op, hvilket er en rigtig god detalje.

For at vende tilbage til det indledende spørgsmål, så er problemet med The Blackened Air, at den ind imellem bliver for skitseagtig. Mange af numrene er korte sange, der måske kun indeholder et enkelt vers uden omkvæd, og de kommer til at virke lidt uinteressante. Det er helt klart muligt at fyre punkperler af på meget kort tid, men når musikken går i snegletempo, er det begrænset, hvor meget man kan nå på 80 sekunder. Men når pladen høres igennem, kommer disse skitser alligevel til at fungere som en del af helheden, og med tiden vokser de små skitser også mere og mere.

The Blackened Air er således en plade, der er værd at investere en del tid i, hvis man vil have det fulde udbytte. For selv om opskriften er meget simpel, og produktionen og lydbilledet er meget skrabet, bliver der ved med at dukke nye detaljer op, og Nina Nastasia og producer Steve Albini har formået at skabe en meget stemningsfuld plade, der hele vejen igennem har en ildevarslende gotisk stemning uden af den grund at blive alt for dyster eller utilnærmelig.

Så selv om The Blackened Air umiddelbart kan lyde som en demooptagelse er der altså tale om en virkelig god plade, der flere steder er fremragende. Med de nævnte forbehold taget i betragtning, er det en plade, jeg uden tøven vil anbefale til alle, der har en svaghed for de nævnte inspirationskilder og for sadcore i det hele taget.

★★★★½☆

Deltag i debat