Plader

Malk de Koijn: Sneglzilla

Skrevet af Mikkel Arre

Den bedste danske hiphopplade. Andet er det i bund og grund ikke nødvendigt at sige om Sneglzilla.

Efterlyses: 191 cm høj sort mand med rasta-hår. Ofte klædt i stramtsiddende orange t-shirts og korte shorts. Sidst set grublende på en bænk ved sidelinien på St. James’ Park i Newcastle i efteråret ’99. Særlige kendetegn: Sjovt navn, lige stærk med begge ben, afslappet – og taler et mærkeligt sprog.

Efterlyses: Gruppe af unge mænd, 3 mand høj. Ofte iklædt mindst én stråhat eller beduintørklæder. Sidst set på en strand i selskab med en syndflod af mærkelige skabninger, alle bosat på Langestrand. Særlige kendetegn: Sjovt navn, grænseoverskridende i flere henseender, afslappet attitude i forhold til sig selv – og benytter sig af et mærkeligt sprog.

Længe har man kunnet frygte, at ingen af de to ovenstående efterlysninger ville føre til noget – og Ruud Gullit er da heller ikke blevet fundet endnu. Til gengæld er Malk de Koijn efter ca. 4 års pause nu dukket op efter for nylig at være blevet fundet i Langestrands Medborgerhus, hvor de to DJ’s, Dødsfjæs og Papa Pughæg, spillede op til “suppe, steg og is”-gilde sammen med mikrofon-toreadoren Geolo G. I kulissen ventede de næste optrædende, de to barnestjerner Lil’ Asger og Smoer40 samt Fuglemanden – til sammen “De rigtige McCoys”.

Med andre ord er Langestrands fineste eksportvare tilbage med Sneglzilla, som med en slidt frase kan påklistres etiketten “den svære opfølger til debut-succesen”. Lige ud af posen: Det lykkes til fulde at følge op på Smashhit in Aberdeen. Endnu en gang vender Blæs, Geo og Tue op og ned på verden, musikken og sproget i en tilsyneladende ubesværet leg med alle konventioner. De gør – som Ruud Gullit gjorde det i sin tid på grønsværen – ting, som ingen har kunnet forudse, og finder nye vinkler og detaljer, som ingen i dansk rap (og måske heller ikke litteratur?) har fundet før.

På debutpladen var Langestrands-landstrygernes lyrik så tilpas listig og luksuriøs, at den udløste Maarum-prisen for spændende sprogbrug. Store dele af det danske sprog blev vredet skævt og udsat for bøjninger, det aldrig før havde set, og det er i sandhed også tilfældet på Sneglzilla. Man må håbe, at Per Højholt får spidset lyttelapperne og smidt den her plade på grammofonen, for hér får han i mine ører kamp til stregen.
Sneglzilla virker som en kærlighedserklæring til det danske sprog. Den legesyge tilgang til ord-jongleringen fornøjer i dén grad og giver fornyet tro på, at dansk har en fremtid. Malk de Koijn har åbnet lågen til en grøn og frodig have, hvor det bare er om at slå sig løs.

Jeg drister mig til et forsøg på at citere Tue Track: »Vi gi’r dig mer’ end du ka’ rive i, biks’ og baks’ i / langt mer’ end du kan gør’ ved din Puch Maxi / Troede dit liv var Big Brother, Robinson og Taxi / Men Malk de Koijn gi’r dig kuksi-kaksi.«
Og blot et enkelt eksempel mere, denne gang fra “Jernskjorten”, hvor Geo, 10 år, har besøg af naboens datter: »Vi legede Bill og Monica med chokocigar / og den blev asket, jeg følte mig helt basket / min fatter fik en næse, der passede til hans kasket / som en infantil Neil Armstrong var jeg første mand eller dreng på skanken / nu sidder hun i banken.«
Det er ikke altid, meningen med galskaben er nem at finde; men det betyder ikke det store, når det er så underholdende at forsøge at finde den, som tilfældet er i selskab med Malk de Koijn.

Ruud Gullit er ikke ene om at være alsidig, for dansk raps frække mastodont har ikke kun sin styrke inden for ekvilibristisk sprog-gøgl. På den musikalske side har Malk de Koijn – og især Tue Track, der på Sneglzilla med et umådelig godt resultat har fået større arealer at brede sine evner som pladebetvinger over – denne gang været omhyggelige med at rulle det hele ind i lækker musik. Der er absolut ingen skramlede produktioner tilbage, hvilket måske kan lyde som en dårlig udvikling, da det grynede, knitrende lydbillede på flere af debutpladens numre fungerede så fint… men det er det ikke. Omtrent fra første sekund er man pakket ind i funky hornarrangementer og en ditto basgang, som ikke lader George Clinton noget efter. Dernæst veksles der på forbilledlig vis mellem stramme minimalistiske programmeringer, lummert funk-fletværk set gennem hundeøjne, dub af fineste karat, ekstravagant DJ-kunst på orgelbund, kærlig 80’er-nostalgi med dansegulvspotentiale, yderst inciterende latinrytmer og Portishead podet med kastagnetter og sigøjnerguitar.

Nu lyder det måske som om Malk de Koijn er ufejlbarlige, og det er de også. Næsten. Men et par ligegyldige, lidt for syrede skud forbi målet ændrer jo altså heller ikke ved, at Ruud Gullit var en ultimativ stjerne, vel?

Sneglzilla har for undertegnede været en ufatteligt vanedannende oplevelse. Ved de første gennemlytninger syntes jeg, hele det kunstneriske udtryk strittede i alle retninger – som Ruud Gullits hår i en hovedstødsduel. Men når man så kan begynde at overskue hele tableauet lidt bedre, genkender man hurtigt motivet. Der er jo kun ét eksemplar af Malk de Koijn – og kun én Ruud Gullit. Hvis nogen finder ham, så sig til.

★★★★★½

Deltag i debat