Plader

Mikael Simpson: Os 2 + lidt ro 2002

I et tyst og særdeles personligt lydunivers krydrer Mikael Simpson sin sangskrivning med knitrende elektronik og finurlige sangstrukturer. En aldeles yndefuld solodebut.

Ingen stregkode. Ingen fancy fotos. Ingen overflødige informationer. Blot en vidstrakt tomhed, der breder sig over alle siderne og cd’en selv. Sådan er Nina Beiers kompromisløse cover til Mikael Simpsons lige så kompromisløse debutplade, Os 2 + lidt ro 2002 – en plade med mange modsætninger. Det første, der springer i øjnene, er kontrasten mellem det ekstremt minimalistiske cover og den komplekse lyd, der spænder over flere genrer. For selv om musikken på sin vis er nøgtern og enkel, er den med sine mange facetter nærmest banebrydende inden for dansk musik.

I virkeligheden er det hér og ikke i sin lyd, at Mikael Simpson har noget tilfælles med Radiohead. Et orkester, det aldrig er fair at sammenligne nye udgivelser med, men som bekymrer sig lige så lidt om det store spænd mellem forskellige musikgenrer som Simpson. Frem for at introducere revolutionerende nyt i musikken integrerer han nemlig det bedste fra alle dens facetter og formår derved som få andre herhjemme at skabe et helt unikt udtryk. Og dette udtryk inviterer på fascinerende vis lytteren til gang på gang at gå på opdagelse i det.

Sidste års singlehit “Put mig” gav forhåbninger om noget stort i vente, og nummeret står stadig som et manifest udi kunsten at udtrykke sine følelser på guddommeligt smuk vis. Teksten var endog så virkningsfuld, at den næsten overstrålede den fremragende komposition i sig selv. Og måske har denne intimitet skræmt Simpson, for han har siden valgt at give sig til kende på noget mere sparsom vis – uden dog på nogen måde at gøre mindre indtryk på lytteren. »Er du ok indeni? Ensomhed husker hvad tosomhed glemmer,« er alt, hvad der behøves af virkemiddel i det smukke afslutningsnummer “Knæk”, hvor den samplede samtale og repeterende melodi gør et meget stærkt indtryk på den opmærksomme lytter.

Måske skal sangene slet ikke forstås som sange, men snarere som ni stemningsbilleder, der på hver sin vis udtrykker en del af Simpsons personlighed gennem et sammenvævet lydtæppe. Næsten-titelnummeret “Os 2 + lidt ro” skaber et sløret billede af Mikael Simpson siddende i de lyse timer med sin længselsfulde mundharmonika og fuglene kvidrende udenfor. “12 timers vagt” er med sine uptempo-trommer det nærmeste, vi kommer et rocknummer, men også hér formår Simpson at sætte lytteren i en nærmest tranceagtig tilstand. Og den intet mindre end fremragende “Faldskærm” bærer det både fascinerende og tvetydige statement, at »med gift i lungerne og hjernen på halv kraft / har jeg mere end jeg nogensinde har haft.« Mere skal der ikke til, og så slår Simpson endog fast, at han er musiker frem for lyriker, med en genial sangstruktur, der cirkler rundt om lytteren og alligevel formår at vende tilbage til udgangspunktet.

Ud over “Put mig” udgøres pladens to regulære tekster af “Narkokys” og “Det er lige meget”, førstnævnte skrevet af Jens Unmack og sidstnævnte en flot oversættelse af Depeche Modes “It Doesn’t Matter Two”. Begge numre har fremragende, iørefaldende elementer i sig, og det er svært at afgøre, hvad der giver størst gåsehud: Simpsons voldsomme udbrud »åååh! Hvilken følelse der er inden i mig« eller den forløsende måde, hvorpå han synger »narkokys«. Sidstnævnte bærer dog ikke pladens eneste originale titel, idet den nok så berygtede Bjørn Lomborg får et drag over nakken i “Du er ikke en rigtig bjørn”. Målt på antallet af ord har Simpson ikke så meget at sige, men det siger han så på glimrende vis så højt, det nu kan blive.

Nummeret repræsenterer sammen med sin storebror “Der er så meget vi skal nå” det største spring væk fra den lyd, der kendetegnede Luksus, idet numrene bæres af et nærmest dansabelt beat, der med stor succes kan afspilles højt på anlægget. Men når alt kommer til alt, er Os 2 + lidt ro 2002 et udtryk for den kontakt, der er mellem lytteren og Simpsons stemme på en lige så sen nattetime, som den er indspillet i. Den gennemgående vemodige og Love Shop-agtige mundharmonika er en central del af den stemning, og de forskellige gæstemusikere ændrer ikke ved det indtryk, at pladen i høj grad er resultatet af én mands kreative tankeproces på dét tidspunkt, hvor verden blunder, men musikken er lysvågen og levende som aldrig før. Luksus var altså ikke et af de bands, hvor medlemmerne går hver til sit og mister deres kreativitet, når der kun kan arbejdes på halv kraft – Mikael Simpson har i hvert fald mere, end han nogensinde har haft.

★★★★★☆

Deltag i debat