Plader

Superheroes: s.t.

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Endnu et skud fængende synth-fikseret pop fra Skives fineste eksportvare. Heller ikke med Superheroes rammer Thomas Troelsen og co. kategorien “mesterværk”, men mindre kan også gøre det.

Siden Superheroes‘ debut i 1998 er bandet blevet båret frem af anmelderne og et stadig større publikum, der er faldet for gruppens moderne opdatering af firsernes new romantics og synthesizermusik. Superheroes er nærmest blevet udråbt til at være dansk rocks fremtid, og al denne hype har været hjulpet godt på vej af en række fremragende koncerter, hvor forsanger Thomas Troelsen har vist sin evne til at holde et publikum fuldstændig tryllebundet med en stil ikke ulig den, man kender fra eksempelvis Suedes Brett Anderson.

Men gruppen har også fået mange point, fordi de var meget unge – Thomas Troelsen var 16 år, da de debuterede. Selvsagt er medlemmerne ikke helt så unge mere, og tiden er nu kommet til den store eksamen, hvor gruppen skal bevise, at de kan leve op til de forventninger, der er til dem.

Musikalsk set er det stadig 80’ernes overfladiske diskotekslyd, som Superheroes trækker på, blandet med guitarorienteret indiepop. Men selv om det endnu en gang er festen, der er i højsædet, aner man en lidt mere seriøs tone undervejs, eksempelvis i den fremragende ballade “Tomorrow”, hvor gruppen flirter en smule med countryguitar.

“Do You Wanna Dance” citerer en hel del fra David Bowies “Fame” og er virkelig funky. Det samme er “Rich and Famous” og “Wasting Time”, der er blandt de numre, der for alvor befinder sig på et dansegulv i start-80’erne. Men gruppens brug af synthesizere og popmelodier virker fantastisk, og selv om gruppens lyd er meget 80’er-inspireret, lyder den ikke som et levn fra fortiden. På den ene side stjæler bandet med arme og ben, men på den anden side formår de at få det til lyde personligt.

“Someone Else” er et af gruppens bedste numre til dato og klart det bedste på pladen. Det er svært ikke at føle med Thomas Troelsen, når han synger »If I catch her with another man / I couldn’t stand the pain / I know she wants someone else / I can tell it by the way she holds me / And she can see that my eyes been crying / Look into my eyes and see that I’m dying.«

Det er måske ikke videre dybsindigt, men selv om teksterne næppe indbringer Troelsen Nobel-prisen i litteratur, er der alligevel en charme over det naive teenageunivers, der passer godt til musikken. Teksterne understøtter musikkens stemning af glittede diskoteker og selvfølgelig den store og ofte uopnåelige kærlighed.

Hvad Superheroes ikke har af dybsindige tekster, har de til gengæld i tæft for at skrive iørefaldende popmelodier uden at lefle for laveste fællesnævner, og ligesom på de første plader er der på Superheroes en smittende energi og livsglæde, og stort set alle numre på pladen er små funklende popperler, hvor kun “Watch Out for the Lord” falder igennem.

Vokalmæssigt er gruppen stærkest, når Thomas Troelsen bakkes op af keyboardspilleren Tanja Simonsen. De to stemmer står i fint kontrast til hinanden, med Tanja Simonsens klare stemme som modvægt til Thomas Troelsens mere uskolede stemme. Noget vi tidligere har hørt i sange som “Juliana” og “So Far”, og som der her er flere gode eksempler på, selv om der desværre ikke er en decideret duet mellem de to denne gang. Det er der til gengæld med med Jupiters Days Mark Rosenér i den glimrende “Somebody’s Watching Me”, der lyder lidt hen ad The Cure i deres mest discopoppede periode.

Når alle roserne er delt ud, er der dog også et par forbehold. For det første er der ikke et monsterhit af “Johnny and I”-klassen på pladen. Det gør bestemt ikke noget, at pladen er helstøbt, men når nu musikken i så høj grad henvender sig til dansegulvet, er det som om den absolutte floor-filler mangler. Men der er dog stadig nogle gode bud på hitsingler. Udover den førnævnte “Someone Else” kunne “Wasting Time” være et godt bud på et vaskeægte sommerhit.

En anden anke er, at pladen i længden kan komme til at virke en tand for overfladisk, selv om tonen er lidt mere seriøs end tidligere. Hvis Superheroes næste gang kan få festen til at gå hånd i hånd med det mere dybe, vil gruppen kunne lave et blændende album. Som det ser ud nu, er gruppens musik bedst til de mere festlige stunder, mens der ikke er så meget at tilbyde de lyttere, der gerne vil have mere indhold.

Men disse forbehold ændrer ikke på det faktum, at der stadig er tale om et virkelig stærkt album, der cementerer Superheroes’ position som et af Danmarks bedste bands.

★★★★½☆

Deltag i debat