Plader

múm: Finally We Are No One

Skrevet af Mikkel Arre

Højdepunkterne på múms andet album er helt fantastiske, men de svage, stillestående numre midtvejs er et uheldigt hængedynd.

I en parkeringskælder i New York finder politiet en mand uden hoved. I en halvt overhugget søjle opdages små metalsplinter fra et samuraisværd. Disse undersøges i teknisk afdeling, som når en opsigtsvækkende konklusion: “200 lag metal; jamen, det er jo umuligt!” svarer Roxanne Hart, da hun i sin glansrolle som patologen Brenda får oplysningerne om sværdets opbygning af disse utallige foldninger. Ja, så dramatisk var en af 80’ernes allerstørste action-succeser, Highlander.

Samme forbløffede udbrud må have lydt hos adskillige lyttere ved den første gennemlytning af múms yderst gennemarbejdede og samtidig umådelig charmerende debut, Yesterday Was Dramatic, Today Is OK – for hvordan kunne det dog lade sig gøre at have så mange, endeløst aktive niveauer af melodier, klange, vokaler og raspende samples i én og samme blanding? De lange numre formåede igen og igen at genopfinde sig selv, at accelerere og så køle ned uden at blive til tomt effektjageri.

Når det går så godt med debuten, er det svært at lave en toer. Det er en kliché, men den viste sig i hvert fald sand for Christopher Lambert og Highlander-crewet. De to sequels, der blev lavet, var usandsynligt forfærdelige og usammenhængende, og var dét ikke dødsstødet for Lamberts karriere, var det i hvert fald meget tæt på.
Så overmåde slemt går det slet ikke for de fire islandske fans af cykler og tilfældig sommer. Den største grund til dét er ganske klart, at de har talent (i modsætning til Lambert). De ved, hvor de vil hen, og de er ikke parate til at lave kopier af fortiden. Derfor har de sagt farvel til den mere maskinelle electronica og kreerer nu en håndspillet variant. I langt højere grad titter guitarer, harmonikaer, strygere og messingblæsere nu ind – og det er både styrken og svagheden ved Finally We Are No One.

Det er et plus, fordi múm, når de får gelejdet Gyða og Kristín Annas æteriske stemmer ind over musikken – nu med den sanselighed og livskraft, der er i “rigtige” instrumenter – formår at skabe sange, der er dybt emotionelle, men samtidig er tilbageholdende og langt fra at være anmassende. “We Have a Map of the Piano” og “Now There’s That Fear Again” er de to bedste eksempler med enkle, lavmælte melodier, diverse diskrete reallydssamples, som udgør rytmesporet, og så intet mindre end sublime vokaler.

Men når de to tvillingealfer tier, har múms nye stil slagside. Der spilles pænt og nydeligt, og der er både beats og melodier … men det er desværre temmelig kedeligt. Den guddommelige variation fra debuten er blevet gemt væk, og når der endelig bliver leget, går det over gevind. F.eks. lyder “Faraway Swimmingpool” som fraklip fra en meget ukoncentreret jam-session hos et af havfrue-musikskolens yngste hold. Det bobler og pludrer i vandet – og resultatet smager som suppe kogt på kumulusskyer.

De vokalløse tracks understreger også på grummeste vis, at Múms melodier er ufatteligt simple og med stor sandsynlighed kan findes i de fleste begynderhæfter for kommende pianister. På Yesterday Was Dramatic… gik det an med disse lettere hvirvelløse melodier, men når man udsætter dem for eksempelvis horn eller klarinet, falder de igennem. Derfor bliver bl.a. titelnummeret til en easy listening-pastiche, og blandt de instrumentale numre redder kun “I Can’t Feel My Hand Anymore, It’s Alright, Sleep Still” sig hjem ved at bygge op til et smukt strygerklimaks; hér er der følelser og noget på spil.

De smukkeste billeder i Highlander må (selv om det er svært at vælge) være Connor MacLeods fægtetræning ude i højlandet: sugende helikopterpanoreringer i frodige, bugtede landskaber. múm afslutter da også Finally We Are No One med “The Land Between Solar Systems”; et tindrende klart oversigtsbillede fra noget af den smukkeste natur i verden. Med susende vinde og kølige, repetitive klange hviske-synger søstrene Valtýsdöttir et storslået postkort fra de islandske fjelde og evner på én gang at være helt, helt intime (hvad der end ikke lykkedes for Highlanders kærlighedsscener!) og samtidig uendelig små i et enormt landskab indhyllet i omtrent umærkbar tåge og tusmørke. Lavmælt, melankolsk instrumentering og målrettet opbygning hen mod en stormfuld kulmination og derpå følgende tyst skønhed giver kombineret med de bedårende vokaler albummet en uhyre opløftende afslutning, som peger frem mod mere ude i fremtiden.

Når múm på den måde folder sig helt ud og væver deres bedste momenter sammen i ét overbevisende epos, er der basis for det legendariske skrig: “There can be only one!”
Gid múm klarer treeren bedre end Christopher Lambert. De har potentialet.

★★★½☆☆

Deltag i debat