Plader

Nine Inch Nails: And All That Could Have Been

Skrevet af Mikkel Mortensen

Trent Reznor pletter delvist sin hidtil rene rekordliste med en lettere usammenhængende liveplade, der savner mange gode numre fra bagkataloget – og trænger til en fyldigere lyd.

And All That Could Have Been er et livealbum med amerikanske Nine Inch Nails alias enmandshæren Trent Reznor, der med sit seneste album, The Fragile, lavede et af 1999’s bedste albums. Siden har Reznor – som sædvanlig, fristes man til at sige – udgivet en ep med remixes og outtakes, og derefter bidrog han med “Deep” til den, for at sige det mildt, forglemmelige film Tomb Raider.

Dette album er optaget under NIN’s Fragility V2.0-tour, der blev kåret til den bedste turné i USA i år 2000 af det amerikanske Rolling Stone Magazine, der også har givet dette album en meget god anmeldelse. Hvilket er svært at forstå, da albummet på ingen kan måde leve op til The Fragile, og selv om NIN efter sigende er et godt liveband, bekræfter And All That Could Have Been bestemt ikke dette.

Først og fremmest er albummet langt, meget langt, men det skal liveudgivelser vel være, og kvantitetsmæssigt får man da også noget for pengene, da And All That Could Have Been varer mere end 70 minutter. Desværre er udvælgelsen af sange ikke optimal. Kun seks ud af 16 sange er fra The Fragile, der uomtvisteligt er NIN’s hovedværk, og desværre har Trent Reznor udeladt nogle af de bedste sange fra denne plade, som f.eks. “We’re in This Together” og titelnummeret, der hører til blandt de bedste, han nogensinde har indspillet. Heldigvis er andre glimrende sange fra dette album taget med. Det drejer sig især om “The Day The World Went Away” og “The Great Below”. Sidstnævnte er albummets klare højdepunkt, men også det mest afdæmpede nummer, og man aner, at Reznor også anser denne sang for at være den bedste, da titlen er taget fra en linje i netop denne sang. Det er selvfølgelig forståeligt, at en liveplade er nødt til at indeholde sange fra hele NIN’s karriere, og derfor er det naturligt, at der ikke er flere sange fra The Fragile, hvis sange dog danner rygraden på albummet.

Det skal dog ikke betyde, at der ikke er medtaget gode sager fra de tidlige albums. “Head Like a Hole” fra debuten er stadig et meget iørefaldende og stærkt rocknummer. Balladen “Hurt”, der lukker og slukker, er stadig smuk og sammen med “The Great Below” dette albums eneste eksempler på, at Trent Reznor også kan være afdæmpet og gøre det mindst lige så godt og muligvis endda bedre end i hans rockede momenter. Endelig sidder “Closer” fra The Downward Spiral med det klassiske omkvæd »I wanna fuck like an animal« stadig lige i skabet.

Lyden er egentlig ganske god, og bedre end liveplader plejer at være, men nogle steder er lydbilledet alligevel lidt svagt, og det er overraskende, at en perfektionist som Trent Reznor ikke har valgt at fylde lydbilledet bedre ud, f.eks. ved hjælp af lidt afpudsning i et studie, hvilket også er sket ifølge coveret, og netop derfor er det så overraskende, at han ikke har formået at få lidt mere fylde i den til tider tynde live-lyd.

Det bedste ved And All That Could Have Been er nok det utroligt flotte artwork, der som sædvanligt, når det gælder NIN-udgivelser, er suverænt. Papcoveret er meget flot, og den usædvanligt tykke booklet er rigtig lækker og propfyldt med meget æstetiske fotos, der på fantastisk vis indkapsler skønheden i det støjende – præcis som NIN’s musik.

Men det er altså ikke her, at nye fans skal stå på. For de inkarnerede fans er dette album naturligvis et must, og dermed kommer And All That Could Have Been ind i kategorien “en typisk live-plade”, da den mest af alt henvender sig til fans, og dermed er den ikke blevet den suveræne plade, som undertegnede havde håbet på. Men den produktive mr. Reznor barsler allerede med nyt materiale, muligvis i slutningen af året. Det glæder jeg mig stadig til, på trods af at dette album er lidt af en skuffelse.

★★★½☆☆

Deltag i debat