Plader

The Good Life: Black Out

Cursive-frontmanden Tim Kasher folder virkelig sine fordrukne kærlighedshistorier ud på en tyst, men særdeles vellydende plade.

Saddle Creek er et pladeselskab stedfæstet midt i Nebraska, USA. Det blev stablet på benene i 1993 af en lille flok musikere, som gerne ville have mulighed for at udgive plader på egne præmisser. Vi kender alle tendensen, der efterhånden er ganske udbredt overalt. Saddle Creek har siden da vokset sig væsentligt større og er i USA i dag et velkendt indie-selskab. Det er ikke længe siden, at de har fået hul til Europa gennem det lille engelske selskab, Wichita Recordings. De mange bands på Saddle Creek – Bright Eyes, Cursive, The Faint, Son, Ambulance m.fl. – er som én stor glad familie bestående af en masse musikere, der spiller med på hinandens plader.

The Good Life er seneste skud på stammen. Bandet centrerer omkring Tim Kasher, som også spiller i posthardcorebandet Cursive. The Good Life var oprindelig tiltænkt som værende et mere afdæmpet sideprojekt for Kasher. Debutpladen, Novena on a Nocturn (Better Looking Records, 2000), var en kulmination af 12 års sangskrivning, som gik i en helt anden retning end Cursives eksplosive rock. Pladen viste en meget indadvendt Tim Kasher, som bød på en række folk-inspirerede sange. De gav ikke overraskende god genlyd på den store amerikanske indiescene.

Den 3. april 2002 udkom den utålmodigt ventede efterfølger, Black Out, og den tager over, hvor debuten efterlod sin lytter. Vi oplever igen Kasher og co. dykkende ned i dagdrømmende vuggeviser. Pladens cover illustrerer på fin vis den stemning, der som mørke skyer rykker ind over lytteren: en mørklagt frodig skov, svagt oplyst af et snarligt nedbrændt stearinlys. Black Out er en forpint kærlighedshistorie fortalt med brug af det traditionelle instrumentarium af guitar(er), bas og trommer tilsat et sammensurium bestående af legende electronica samt et væld af strygere og keyboard, alt sammen med Kashers hjerteskærende Robert Smith-lignende vokal i forgrunden. Alt i alt læner de blå toner i sangene sig ganske godt op ad de rå og skrøbelige følelser, som bringes frem i Kashers tekster, der træder frem som smertefulde vignetter sløret og samtidig bragt i skarp kontrast af lange drukture og inderlige fortrydelser. Titler som “Drinking With the Girls”, “O’ Rourke’s, 1:20 a.m.” og længere inde i pladen “O’ Rourke’s, 2:10 a.m.” er med til at fortælle historien om en mands langstrakte tur ned i mørket.

Black Out åbner med den første af tre titelsange (de to øvrige er placeret henholdsvis i midten og sidst på pladen). En stille guitar tilsat vibrerende tremolo-effekt lægger ud med Kashers klagende stemme. Den glider via et elektronisk intermezzo over i en mere bittersød “The Beaten Path”, der byder på starten af selvhadet. Det følges op af endnu en tristesse, én af pladens højdepunkter, “Some Bullshit Escape”, hvor Kasher nærmest græder ordene ud: »And I don’t know where you are / I guess I haven’t looked too hard / I think I’m afraid I might find you.« Kasher præsenterer den ene skønne melodi, der på vidunderlig vis går hånd i hånd med den næste. Man hvirvles ind i fortællinger om fordrukne telefonsamtaler, perfide elskere, vaklende forhold samt en god portion eskapisme. Det er svært at ignorere den smerte, der lægges for dagen. Kasher synger med ærlig en tone, der virkelig gør, at man føler med ham, og netop troværdighedsfaktoren er med til at skyde kvaliteten af dette værk højt i vejret.

Pladen flyder som et kohærent hele, vævet sammen af små instrumentale intermezzoer, som fører lytteren trygt videre fra det ene mareridt til det næste. Det ene øjeblik skues der tilbage på fortiden, det andet frem på det der vil komme, alt sammen med et samtidigt forsøg på gennem tågerne at erindre begivenheder fra gårsdagens nat. Som tidligere nævnt ender man i det endelige Black Out, som pladen toner ud med.

Produktionen af Black Out er ikke helt i top. Det er af og til en lidt mudret lyd, som sangene er pakket ind i, men det gør egentlig ikke det helt store; det er kun med til at give sangene charme. Det behøver ikke at være klinisk rent for at ramme lytteren det rigtige sted.

Black Out er et smukt værk, der kræver et godt stykke tålmodighed af sin lytter. Det skal nogle rotationer til på anlægget, før man lukkes man ind. Men pas på… er man inviteret ind i Tim Kashers mørke, så er det ikke sikkert, at man vil ud igen.

★★★★★☆

Deltag i debat