Plader

Nightmares on Wax: Mind Elevation

Skrevet af Mikkel Arre

Anonym og alt for velbehagelig, velplejet vellyd fra en af Warps legender.

Musik behøver ikke at være revolutionerende eller at skurre i ørerne og være umuligt at forstå i første hug, men der skal altid være personlighed i udtrykket. Og det er dér, jeg har et problem med George Evelyns seneste Nightmares on Wax-album, Mind Elevation. Over hele linien er der nydelig vellyd, men hovedparten af vejen gennem albummet lyder Evelyn som alle mulige andre. Selv om det ikke kun har været skidt, at han har sagt farvel til den tågede, vuggende lyd, som f.eks. “Smoker’s Delight” (bare titlen peger mod Roskildes chillout-telt) prægedes af, har han nu pudset sin lyd så grundigt af, at et track som “Date With Destiny” lige så vel kunne have ligget på et Gabrielle-album eller en munter førstesingle fra en ny, super-designet pigegruppe.

Konstellationer af den art har kun et mål: Hitlisterne – og hr. Evelyn lyder altså også til at have fået smag på at entre diverse charts. Den slags bevidste målsætninger er sjældent en virkelig god idé, men Mind Elevation er faktisk i sit bedste hjørne, når DJ E.A.S.E. hiver en gæstevokalist med sig i studiet og retter interessen mod Top40. Førstesinglen “Know My Name” er i hvert fald særdeles fængende med en kraftfuld vokal fra debutanten Chyna B, et par af de mindst irriterende synth- og rytme-samples på pladen og en håndfuld energiske, groovy klaverakkorder, der sparker liv i sagerne hele vejen gennem nummeret. Moderne Motown-soul ikke ulig Fatboy Slims “Praise You”.

Lee Kenny slipper også ganske heldigt fra sin gæsteoptræden på “70s 80s”, hvor et fjollet guitarloop og et afdæmpet orgel danner basis for et uptempo reggae-track, som på mirakuløs vis undgår at blive anstrengende. At det lykkes, skyldes i høj grad, at teksten handler om den enorme tristesse i Thatcher-England; det pynter afgjort med lidt kontrasterende alvor.

Alvor er til gengæld ikke lige ordet, der karakteriserer resten af pladen. Voks-mareridtene er tilsyneladende afløst af søde, blomsterduftende drømme på glittet papir. Jeg har intet problem med Evelyns livsglæde, men synes bare, at resultaterne af den er temmelig intetsigende. På trods af at han prøver på at blande dub, reggae, downbeat og munter ambient på kryds og på tværs, når han kun sjældent ud over anonymitets-niveauet (det tilbagelænede, rullende dub-track “Say-say” med perlende guitar og pladens bedste basgang er en undtagelse). Ja, måske er problemet med Mind Elevation, at N.O.W. ikke for alvor stoler på, at hans udfoldelser inden for en genre er stærke nok, hvorfor han så ælter andre stilarter ind – og ender med en højglanspoleret rodebutik.

Og når han så på “Bleu My Mind” byder på både overkække r’n’b-rytmer, Enrique Iglesias-latinguitar og tværfløjte (hele herligheden er selvfølgelig sovset ind i syntheszier-strygerflader) bliver desperationen efter at komme ud ad diverse ghettoblastere på stranden en kende for voldsom, ja næsten pinlig. I den anden ende af skalaen bliver det simpelthen bare for ligegyldigt og så godt som søvndyssende, når DJ E.A.S.E. med første og sidste nummer vil lave døsig chillout til blomsterbørnene og deres børn.

Jeg vil springe de to irriterende interludes over (hvorfor spilde ord på noget, der for det sidstes vedkommende må være hugget i Toploaders studie?) og i stedet hellige mig pladens vel nok mest langtidsholdbare nummer, “Environment”. Endnu en gang bemægtiger Chyna B sig mikrofonen, og hun er blevet begavet med et skønt lydtapet. Hér vover N.O.W. at holde sig til en enkelt stilart, en kantet hip-hop med et råt, catchy hornriff. At frk. B ikke er verdens skarpeste rapper, modsvarer hun med en særdeles engageret attitude, som flyder skønt på den huggende bund. Hér er der kant og vilje til at lyde præcis, som man selv vil – og ikke som alle dem på hitlisterne.

Coverbilledet er en skinnende nydelse, og man konstaterer med lethed, at den kronragede Evelyns kuglerunde, glatte kranium ikke har nogen kanter; det er der en klar symbolik i.

★★½☆☆☆

Deltag i debat