Plader

Thievery Corporation: The Richest Man in Babylon

Skrevet af Mikkel Arre

Emiliana Torrini redder meget på Thievery Corporations tredje album, men hendes to gæsteoptrædender kan ikke forhindre, at helhedsindtrykket er fladt og alt for velbehageligt.

Dæmpede Fender Rhodes læner sig kælent op ad en godmodig basgang, der med jævne mellemrum krydres svagt med diskant percussion. Der er en svævende, let atmosfære over musikken, hvis statiske karakter hurtigt forkæles med Emiliana Torrinis særprægede, spinkle stemme, som helt blidt glider rundt mellem instrumenternes rare, utvungne toner. Hun danser rundt på bare tæer i lydbilledet, og alt er velbehageligt. Godt og blødt. Med ét sætter et dynamisk breakbeat ind og skubber nummeret fremad, og det klæder Torrini ikke kun at bevæge sig rundt i cirkler. Beatet er ikke verdens mest fantastiske rytmekonstruktion nogensinde, men det hager sig fast i kroppen og genererer øjeblikkelig energi.

Så skønt lyder det, når himlen brænder éns øjne i åbningsnummeret på Washington-duoen Thievery Corporations tredje fuldlængdealbum, The Richest Man in Babylon. Og den nyligt opståede energi kanaliseres straks over i “Facing East”, en nænsom kollision mellem arabiske klange og et enkelt, kraftfuldt beat, som næppe kan danne basis for andet end doven dans, men i hvert fald har potentialet til at få en god håndfuld nakker til at nikke.

Ja, det starter faktisk godt på Rob Garza og Eric Hiltons tredje album, men så går det desværre også ned ad bakke i meget lang tid. Tredje track, “The Outernationalist”, er egentlig et udmærket dubnummer, der på det musikalske landkort kan plottes ind et sted mellem Kruder & Dorfmeister og Massive Attack. Uheldigvis lider det under et irriterende Jamaica-vokalsample, der efter alt at dømme hylder rastafari-bevægelsen og dens opståen – og at der så er tilføjet rumklang til den uldne herrestemme, øger nok dub-autenciteten, men gør altså også nummeret til en kliché.

De næste fem-seks tracks med diverse mere eller mindre godkendte gæstevokalister er i og for sig elskelige nok, men er totalt umulige for alvor at huske, når musikken stopper igen. De aer og klør lytteren bag ørerne og opfordrer så meget til at læne sig tilbage og glemme irritationsfaktorerne i hverdagen, at man helt glemmer, at musikken for resten stadig er til stede. Det vil sige, det gør man nu kun, indtil Garza og Hilton på “Meu Destino (My Destiny)” og “Exilio (Exile)” (hvorfor de ret så gennemskuelige titler partout skal oversættes til engelsk er mig en gåde) indtages af – i mine ører – fjendtlige ånder, der kræver verdensmusik.
Og det får de så. Øv. Med Buena Vista Social Club-toner som fundament bliver det til både portugisiske og spanske vokaler med så stor visdom som »La-la-lei-la-lei-la-lei-la-lo-lei-la-la-lei« og »Beng-beng-beng-beng«. Tilmed er der bongotrommer over det hele, som om man var til rytmisk legestue i musikskolen i en mindre østjysk provinsby.

Svævende synth-flader truer fra start med, at også “From Creation” bliver et ligegyldigt bekendtskab. Det er da også tæt ved at være sandheden, når man tager de syntetiske strygerflader i betragtning, men endnu engang disker Thievery Corporation op med et fremadrettet beat, som omgives af diskrete delay-effekter. Det er ikke genialt, men rusker præcis så meget op i det velvære, som hele pladen uvægerligt medfører, at man kommer i tanke om, at man rent faktisk stadig trækker vejret.

Titelnummeret revolutionerer ikke noget som helst, men er bare vuggende og afslappende og slipper lige præcis over på den rigtige side af kliché- og ligegyldigheds-kløften pga. de rolige, varierede hornarrangementer.

I “Liberation Front” slipper Thievery Corporation til gengæld hornene helt og aldeles løs, og de takker for tilliden ved at udfolde sig på ganske catchy og besnærende vis. Det smager en hel del af afrobeat, og nummeret sniger sig mere og mere ind i kroppen, efterhånden som man kommer tættere ind på pladen.

Den kære Emiliana Torrini entrer endnu engang højtalerne på “Until the Morning”, hvor hendes stemme er om muligt endnu mere kælen. Tempoet er endnu længere nede end på resten af pladen (altså særdeles sløvt), og det giver Torrini mulighed for nogle yderst sødmefulde fraseringer, som stjæler hele opmærksomheden og renser grundigt ud hos lytteren. “Resolution” starter også i det bløde hjørne med papirstynde synth-flader, ringlende harper og wah-wah guitar samt et afmålt easy listening-beat. Alt virker som udsvævende, æterisk fred og idyl – hvorefter pladens bedste breakbeat sparker gang i nummeret. Det er ikke stort og voldsomt, men genkalder oplevelsen af at få ny energi. Man er altså lysvågen på ny og klar til at leve videre ude i verden, hvor tempoet er betragteligt højere end i Washington-drengenes univers.

Og netop det generelt lave tempo gør det svært for alvor at knuselske The Richest Man in Babylon. Bevares, downbeat skal ikke spilles med 140 slag i minuttet, men det kan altså blive for sløvt. Det prædikat kan man sagtens sætte på Wiens tågede sønner, Kruder & Dorfmeister, men de formår – i modsætning til Garza og Hilton – at lade en finurlig kreativitet sætte dagsordenen. Det kunne man sagtens bruge, når Thievery Corporation lader det samme beat køre og køre i fire-fem minutter uden nævneværdige breaks eller modulationer.

Alt i alt en “både og”-oplevelse, som desværre skæmmes af, at Washington-duoen lever op til bandnavnet og hugger/genbruger et mellemøstligt klingende sample, de benyttede i et remix af Waldeck for et års tid siden, på “Un Simple Histoire (A Simple Story)”. Uopfindsomt, og desværre lidt for betegnende for pladen som helhed.

★★★☆☆☆

Deltag i debat