Plader

The Loveless: Star Rover

Skrevet af Mikkel Mortensen

Dystert uden at være dystert nok. Følsomt uden at være følsomt nok. The Loveless’ goth-rock skubber ikke rigtig til nogen grænser, og den polerede produktion hjælper heller ikke Star Rover den rette vej.

De tre medlemmer af danske The Loveless udgjorde tidligere kernen i det nu hedengangne metalband Saturnus, der især fik rosende ord med på vejen for deres sidste album, Martyre. De herrer Brian Hansen, Jesper Saltoft og Kim Larsen er nu klar med deres første album som The Loveless, Star Rover.

The Loveless spiller en art gotisk metal/rock, hvor man kan høre inspiration fra navne som Katatonia (ikke det hedengangne britpop-ensemble), The Cure, Him og Sort Sol. De ni sange, der udgør Star Rover, viser Kim Larsen som en kompetent sangskriver, og The Loveless som et ganske kompetent band, men deres største problem er, at de ikke er konsekvente nok. Når de forsøger at være dystre, er de ikke dystre nok, og når de forsøger at være skrøbelige, er de heller ikke skrøbelige nok, og det er synd, for der er gode takter på Star Rover, og man ærgres ofte over, at The Loveless ikke tør give sig hen til den stemning, som de enkelte sange nu engang kræver.

Især åbningsnummeret “Slipping” formår både at være smukt og dystert på samme tid, og det er især her man fornemmer inspirationen fra de finske goth-light-rockere Him, da The Loveless her kommer tæt på deres lyd, men med en hel del mere nerve og nødvendighed, end de ganske succesfulde finner nogensinde har kunnet opdrive. Dog kan man savne flere sange, der virkelig går gennem marv og ben, da for mange af albummets sange mest af alt lyder som forsøg på at opnå kommerciel succes, hvilket The Loveless bestemt skal have lov til at forsøge at opnå. Bare ikke hvis det betyder, at de går på kompromis med kvaliteten.

Kun én gang går det rigtig galt for The Loveless på Star Rover, og det er på bandets cover af det amerikanske gothrockband Rose of Avalanches “Always There”, hvis nærmest ekstatiske stemning slet ikke passer ind på et album, hvor mismodet ellers er en streng enehersker. Det skyldes dog også, at nummeret mildt sagt er dårligt, og at det slet ikke kan leve op til de øvrige sange på albummet. Den over otte minutter lange “Deciever” bliver dog også lige en tand for langtrukken, og det virker kikset, at Brian Hansen absolut skal tale sig igennem det første vers i stedet for at benytte den sangstemme, der ellers tjener ham glimrende på de resterende sange.

Produktionen, der er varetaget af den danske veteran Flemming Rasmussen, er også et af albummets svage punkter, da den, på trods af at den ellers er pletfri, giver The Loveless et meget renskuret og lidt for poppet lydbillede, hvilket selvfølgelig er fint nok, hvis bandet kun er ude på at følge i Sort Sol og Hims kommercielle fodspor. Men hvis The Loveless virkelig er interesseret i at skabe kunstnerisk prægnant musik, bør de give sig selv lov til at lege mere med produktionen og gøre den mere rå, da det vil give deres sange den nerve, der på dette album alt for ofte går tabt.

Star Rover er altså ingen dårlig debut, og kan The Loveless lære at blive mere konsekvente og dermed give deres sange de rette omgivelser, og samtidig skrive endnu flere sange helt i top, så er der intet i vejen for, at deres næste album vil kunne nå de samme kunstneriske højder som deres forbilleder.

★★½☆☆☆

Deltag i debat