Plader

Baby Woodrose: Money for Soul

En perlerække af iørefaldende rock’n’roll-numre med læssevis af 60’er-inspiration, der dog er blevet poleret i en grad, så det er gået ud over den rå energi, som bandet præsterer på scenen – og på deres forrige album.

Baby Woodrose må siges at have haft en kometkarriere i den danske rockundergrund i løbet af det sidste år. Sandheden er dog, at bandets medlemmer længe har spillet i andre bands og derfor faktisk er nogle ret garvede gutter. Baby Woodroses styrmand Guf Lorentzen (som i bandet går under navnet Lorenzo Woodrose) har et massivt output, blandet andet i bands som On Trial, Pandemonium og Spids Nøgenhat.

I sammenligning med de projekter, så er Baby Woodrose det lettest tilgængelige af dem – hvilket måske også forklarer bandets popularitet. Guf og venner har fundet et navn, hvorunder de kan spille lige-ud-ad-landevejen psykedelisk rock’n’roll og spytte ørehængere ud på stribe uden at skamme sig over det. De lidt mere mærkværdige idéer kommer så ud på vinyl under andre navne.

Money for Soul er Baby Woodroses andet album og deres første udgivelse på danske Bad Afro Records. Og en sammenligning med forgængeren Blows Your Mind vil så være oplagt. På første album indspillede Guf, så vidt jeg ved, hele molevitten selv, og det var en fed lofi-produktion. Money for Soul er i stedet blevet produceret af Jürgen Hendlmeier, der også har stået bag flere andre Bad Afro-udgivelser. Han har været i gang med vand, sæbe og masser af knofedt denne gang, for lyden er næsten så poleret, som den kan være. Og det er lidt en skam. Hele musikstilen lægger op til, at det skal være råt og beskidt, og derfor virker det en kende som et antiklimaks – også selv om ingredienserne er, som de skal være. Kort sagt vil jeg sige, at Money for Soul næsten er for pæn.

Baby Woodrose har nok i to iørefaldende guitar-riffs – så har de stort set et nummer. De formår dog at finde nogle melodier, der på én gang virker meget bekendte, men som alligevel har fået et frisk pust. Og det skyldes nok, at bandet ganske simpelt er enormt velspillende. Det er dér, deres talent kommer bedst til udtryk. Det er dog lige værd at bemærke, at Guf har en flot og meget passende sangstemme, og at han klarer jobbet befriende fri for dansk accent. Ingen krumme tæer hos undertegnede her.

Den polerede lyd og det åbenlyse “genbrug” er også det eneste, man kan sætte en finger på. Og af albummets tolv numre, er der faktisk kun ét, som undertegnede ikke bryder sig om. Nemlig balladen “Carrie”, der skaber et afbræk midt på albummet, og hvis melodi er så sukkersød, at det næsten bliver kvalmt.

Teksterne på Money for Soul bevæger sig fra rene kliché-tekster, som de blev skrevet dengang i de tidlige rock-dage til tekster, hvor man fornemmer, at Herr Lorenzo har noget, han vil have sagt. Blandt andet på titelnummeret, som er en elegant placeret lussing til pladeindustriens grådighed. Det er i øvrigt også det af albummets numre, som kommer tættest på den lækre urkraft, som man bl.a. fornemmede på forgængerens “Pandora”. En anden energisk rocker er albummets sidste skæring “Rollercoaster”.

I betragtning af hvor smalt et råderum der er i den genre, de her arbejder i, så har Baby Woodrose alligevel klaret at variere udtrykket, så numrene ikke lyder for ens. Det er trods alt imponerende. Men om denne formel kan holde på mange flere album, stiller jeg mig trods alt lidt skeptisk overfor.

★★★★½☆

Deltag i debat