Plader

Evan Dando: Baby I’m Bored

Den tidligere The Lemonheads-frontfigur, Evan Dando, er endelig tilbage. Han kommer med en plade fyldt med bittersøde countrymelodier.

Tilbage i 1992 syntes Evan Dando at have alt, hvad man kunne forlange som rockstjerne. Alle var interesserede i ham. Han tonede frem på forsiderne af alverdens musik- og sågar modeblade, og han havde masser af fremgang med sit band, The Lemonheads, som det år lavede popperlen, It’s a Shame About Ray. Og så pludselig faldt det hele fra hinanden. Efter Kurt Cobains død virkede alt, som om Dando stod som den næste for tur. Alkoholen og stofferne havde taget overhånd, og det sidste, man hørte fra Evan Dandos hånd, var Lemonheads’ halvtamme svanesang, Car Button Cloth i 1996.
I dag er Evan Dando tilbage, stoffri og tilmed gift (et billede af hustruen pynter forsiden af coveret).

Baby I’m Bored er lyden af en mand, som har affundet sig med sine tidligere udskejelser, og som nu ser fremad. Hvis man bed mærke i den countryinspiration, som sneg sig ind hist og her i The Lemonheads’ musik, så vil man ikke blive det mindste overrasket over, at Evan Dando nu har dedikeret sin tid til det, de fleste ville mærke ’alt. country’. Det er lige præcis den Evan Dando, som man kunne forvente med luftige akustiske arrangementer og vokalen med den rare, mørke glød.

Men denne gang er der et hint af smerte at fornemme i Dandos vokal. Det er desuden svært at høre Baby I’m Bored uden at høre en masse selvbiografiske referencer til Dandos fortidige, vilde liv. Omkvædet i “All My Life” kunne nærmest være en overordnet refererende linje for hele pladens tematik: »All my life I thought I needed all the things I didn’t need at all.« Ligeledes peger den selvforklarende “Why Do You Do This to Yourself” i retning af selv samme fortid: »You stayed awake for 14 days and then you slept a week.«

»I can’t believe how far I slid / But secretly I’m glad I did,« lyder erkendelsen i “The Same Thing You Thought Hard About Is the Same Part I Can Live Without” (som man i øvrigt kunne høre de første toner af på Dandos liveplade, som udkom sidste år). Men der ligger intet klagende kald efter sympati eller forståelse, for Dando er ikke typen, der dvæler ved selvmedlidenhed. »I got a broken heart and two black eyes / But you should see the other guy,« synger han, halvt til sig selv og halvt til os, der lytter – han er her altså stadig.

Bryce Goggin og Jon Brions ærlige produktion er fast fokuseret på Dandos vokal, som er rykket i forgrunden af lydbilledet. Heldigvis er der ikke forsvundet det mindste af Dandos varme lyd og charme i stemmen til trods for de mange års misbrug, der på et tidspunkt førte til, at han helt mistede stemmen (The Lemonheads-nummeret “If I Could Talk I’d Tell You” henviser netop til dette).

Det er ikke svært at høre på Baby I’m Bored, at Gram Parsons er Evan Dandos helt, og inspirationen skinner da også igennem på samtlige af pladens 12 country-parfumerede numre, specielt numre som “It Looks Like You” og “Hard Drive”. Dando har dog også fået lidt hjælp af andre country-inspirerede musikere, eksempelvis et par stykker fra Giant Sand og Calexico. Men det er Evan Dandos plade hele vejen igennem.

Evan Dando – manden, hvis joke, om at han havde brugt tiden uden for rampelyset “doing monitors for Enya”, fik alle til at grine – har nu givet folk god grund til at smile. Han har været væk i alt for lang tid. Det er rart at have ham tilbage.

★★★★½☆

Om skribenten

Anders Hjortkær Christensen

 

Biografi

En 12-årig dreng sad hver fredag klinet til højttalerne på sit minianlæg. Frekvensen var stillet ind på lokalradioens ugentlige top 20-liste. Han sugede alle toner til sig og noterede heftigt titlerne på de bedste sange. Hver lørdag formiddag gik turen til den lokale pladebiks, hvor han gravede udbuddet af singler igennem, indtil han fandt den helt rigtige, som han fyrede alle sine lommepenge af på for at tage den med hjem og høre den igen og igen. Den 12-årige dreng var mig. Forskellen mellem dengang og i dag er ikke stor. Smagssansen har udviklet sig gevaldigt siden da, men interessen er intakt, og jeg køber stadig plader med stor iver i jagten på den næste helt store musikalske oplevelse. Siden fulgte ønsket om at udbrede kendskabet om musikken til andre ligesindede. Med det ideal in mente stiftede jeg i 2003 Undertoner, siden, du befinder dig på nu.

Skriv et svar