Plader

The Lyndsay Diaries: The Tops of Trees Are on Fire

Scott Windsor leverer på sin anden The Lyndsay Diaries-plade et væld af fremragende tekster om kærligheden, og alt hvad den medfører. Der mangler dog stadig en smule afveksling i sangskrivningen.

Dette er en klassisk kærlighedsfortælling om en mand og hans akustiske guitar. The Lyndsay Diaries er Scott Windsor, og med sin guitar videregiver han sine sørgmodige fortællinger. The Tops of Trees Are on Fire er The Lyndsay Diaries’ anden plade, og den virker som en naturlig opfølger på Scott Windsors debutplade, Remember the Memories, som var en nedbarberet samling sange, udelukkende bestående af akustisk guitar og vokal. På The Tops of Trees Are on Fire er der søgt en fyldigere og varmere lyd med et bredere spektrum af forskellige instrumenter såsom trommemaskine, bas, pedal steel guitar, mundharmonika, percussion, keyboard, cello og strygere. Pladens sange er dog stadig skrevet på den akustiske guitar, der også er i lydbilledets centrum.

Melankolien gennemsyrer The Lyndsay Diaries’ musik. Det kommer musikalsk til udtryk via den akustiske guitar og kompositioner, som låner hist og her fra poppens og emoens verdener. Windsor går lige til sagen i titelnummeret, som er det første på The Tops of Trees Are on Fire, der åbner med triste akustiske toner, et legende trommebeat og Windsors bløde, klagende vokal. Den efterfølgende “Cowboy” er gennemsyret af en nedtrykt countrystemning med kontrabas og mundharmonika. Cowboy-metaforen løber gennem hele sangen og er blandt andet opbygget af linjer som »I got whiskey in my blood that needs to be purged« samt udlængslen mod vest: »to dream with the seagulls«.

På mange punkter lyder The Lyndsay Diaries som en ivrig efterfølger i kølvandet på Dashboard Confessionals kommercielle gennembrud. Ligesom Dashboard Confessional (Chris Carrabba) er The Lyndsay Diaries en enkelt mand med et knust hjerte, som bærer følelserne udenpå tøjet. Men trods denne sammenligning er der alligevel også en væsentlig forskel mellem de to kunstnere. Windsor er på ingen måde en lige så god vokalist, som Carrabba er. Men dette til trods formår han alligevel at udnytte de kvaliteter, som han immervæk har. Dette gør han ved at søge et mere roligt og nedtonet udtryk, hvor det er en blød og varm stemning, som falder ned over The Lyndsay Diaries’ sange. Tekstmæssigt fokuserer Windsor ydermere på et mere lyrisk udtryk, og som hans alter ego-kunstnernavn indikerer, er det meget i form af personlige dagbogserkendelser. Jeg har virkelig svært ved at holde min begejstring tilbage, for Windsors tekster rammer vitterlig præcis, hvad de sigter efter hos lytteren: lige i hjertet. De beskriver alle små bidder af et liv, som sagtens kunne have været éns eget.

I “Des Peres” synger Windsor i metaforiske linjer om den tabte uskyldighed, overgangen fra ungdom til voksenlivet, og sideløbende hvordan venner vokser fra hinanden: »Do you remember those days at all? / When we threw it back in their face / All the girls we kissed and how we thought those days would never end / And here we are today / And now you’re getting married / And I’m struggling to find a date […] Everything has changed.« Linjerne bliver sunget til stille fingerspil på guitaren, og til trods for den sparsomme instrumentering skaber det en lille, sørgelig boble, hvori det skønne og oprigtige i de triste bekendelser virkelig udfolder sig.

I “Mixtapes and Memories” lover Windsor: »I promise this won’t be another song about being alone,« men han narrer ingen – det er nemlig lige præcis, hvad det er. Sangen løber af med Windsors følelser, og det kollapser alt sammen med linjen: »You’re the only thing that keeps me breathing.«

Pladens emotionelle klimaks er at finde i den smukke “The Consequences of Learning How to Fly”. Sangen bygges langsomt op af to akustiske guitarspor, som fletter ind og ud mellem hinanden. Windsor prøver imidlertid at beskrive sin kærlighed: »It just feels right floating around your room / It just feels right touching your hair.« Intensiteten tager langsomt til og ender i et klynkende »if this is how it ends, I’m already dead,« alt imens man kæmper med at synke den klump, der har samlet sig i halsen – så godt rammer det!

Til trods for de mange superlativer, jeg har givet The Lyndsay Diaries, er der dog et enkelt, men temmelig udbredt problem med The Tops of Trees Are on Fire: manglende variation i sangskrivningen. Tre numre inde i pladen skæres der ned på brugen af tilsatte instrumenter, percussion m.m., og tilbage står guitaren og Windsors vokalmelodier. Sidstnævnte kommer til kort ved, at Windsor generelt mangler klimakser i sine sange, og det er pladens absolut største svaghed. Der er ingen tvivl om mandens enorme talent og potentiale, men det forløses ikke fuldt ud i løbet af pladens varighed, selv om der er mange smukke øjeblikke i løbet af The Lyndsay Diaries’ emotionelle rutscheture. Kærlighedsfortællingen om manden og hans akustiske guitar var god i dette kapitel, men et eller andet siger mig, at det bliver bedre endnu i næste kapitel.

★★★★☆☆

Deltag i debat