Plader

Massive Attack: 100th Window

Skrevet af Mikkel Arre

Massive Attack vender tilbage efter knap fem år – men langtfra i stærkeste opstilling: Besætningen er nede på én mand, og det hæmmer åbenlyst kreativiteten. Et på flere måder deprimerende comeback, der giver et afgrundsdybt indblik i en skrøbelig sjæl.

Det er ikke nogen let opgave, 3D (alias Robert Del Naja) kaster sig ud i med 100th Window. I 1990’erne blev alt, der bar påskriften ‘Massive Attack’, til guld, og samtlige af deres albums fra den tid kan betragtes som nogle af de allerbedste i årtiet. Og hér, næsten fem år efter Mezzanine, vender 3D så tilbage. Personlige uoverensstemmelser og en barselsorlov har dirigeret Mushroom og Daddy G ud af gruppen og efterladt ham helt alene – endda på et tidspunkt hvor han tilsyneladende ikke har haft det synderlig godt. »Can you lick my wounds, please / Can you make it numb / Kill the pain like cortisone«, trygler han i “Antistar”, men skal man dømme efter resten af pladen, kan det sagtens vise sig at være mere end almindeligt vanskeligt at hale Del Naja ud af sit tungsind. Og spørgsmålet er, om det ikke snarere skal foregå hos en fagmand end på flere plader.

Åbneren “Future Proof” giver et glimrende eksempel på denne problemstilling. På en bund af bløde bleeps og fjerne, knapt tilstedeværende melodilinier svæver en tåge af klagende spøgelsesstøn. Ud af og ind i mixet glider skærende guitarflader og river og flår i koret af fortabte sjæle. Det er sugende sortsyn af typen, der giver en klump i halsen – lige indtil Del Najas vokal kommer ind på scenen. Filtreret til ukendelighed mumler den en sært inhuman messen; og det er hér, undertegnede kommer i tvivl om, hvad jeg egentlig skal med nummeret. Vokalen får syet den instrumentale storbytristesse sammen med en så distinkt indadvendthed, at nummeret ikke længere appellerer til andre end kunstneren selv. Jeg vil håbe, at denne form for terapi har gjort noget godt for Del Naja, men den er ikke videre egnet til at dele med andre.

Melankolien formidles langt bedre, når den faste samarbejdsmand, Horace Andy, får overdraget mikrofonen – især i den traurige “Name Taken”. Det lyder, som om Andy sidder i en kold, tom lejlighed. Det sløvt tikkende ur slæber sig af sted, og på én gang længselsfuld og desillusioneret stirrer han ud af vinduet, ud i natten. Svævende, truende guitarklange cirkler som onde tanker om hans hoved, og det vil aldrig nogen sinde blive morgen. Horace Andys falset rummer så uendelig meget mere dybtfølt ærlighed end Del Najas umenneskelige robot-røst, der krummer sig sammen om sig selv. I og med at Del Naja også har skrevet de numre, Andy lægger vokal til, har jamaicaneren ikke noget personligt på spil – men det lyder umiskendeligt sådan, og derfor fungerer “Name Taken” fremragende.

Sine steder på 100th Window letter sortsynet dog, f.eks. i det første af tre numre med Sinead O’Connor som gæstevokalist, “What Your Soul Sings”. Akkompagneret af en varm, betryggende basgang og i et ellers tyst lydunivers prædiker O’Connor om at være sig selv. »Your mind can never change / Unless you ask it to / […] / So make your choice joy / The joy belongs to you,« lyder det muntre budskab, og i al sin æteriske, dragende lethed lyder det vitterlig forjættende, at man blot skal træffe det rette valg. Men der mangler ligesom noget, mærker man – og det gentager sig i begge O’Connors øvrige gæsteoptrædener.

Hvis man sammenligner med tidligere Massive Attack-legekammerater som f.eks. den evigt betagende Elizabeth Fraser, er O’Connor simpelthen ikke markant nok. Hun evner ikke for alvor at overstråle indpakningen, og især i den overdrevent politisk korrekte “A Prayer for England“š knurrer lydbilledet løs, uden at O’Connor er i stand til at markere sig. En malende basgang med en tydelig bismag af snarlig undergang drøner løs, og alt, den irske furie formår, er at bedøve den virkning, apokalypse-tendenserne kunne have haft. Og at teksten som nævnt overskrider grænsen og bliver temmelig patetisk, pynter ikke: »Let not another child be slain / Let not another search be made in vain / Jah, cause the ones whose beliefs kill children to feel the love of you and be healed.« Ikke meget er overladt til lytterens fantasi, og det virker ærligt talt lidt kluntet. Lidt for kluntet.

Overordnet set er det mest spændende ved 100th Window, at Massive Attack gentagne gange gør brug af arabisk klingende strygerflader. Den fundamentalt forskellige indre logik i den arabiske toneforståelse, hvor skift mellem glæde og sorg foregår helt anderledes umærkeligt, klæder Del Najas vemodige attitude, og “Butterfly Caught” reddes fra en skæbne som totalt ligegyldigt af en hvirvel af klagende strygere, der kunne være hentet fra den marokkanske statsradiofoni anno 1952.

Men allerstærkest effekt har den arabiske inspiration dog i “Antistar”, det i mine ører stærkeste nummer. Vi hives med ind på Del Najas dybt depressive enemærker. En enkel, mørk guitarfigur og et dystert comeback til spøgelseskoret skaber en særdeles suggestiv stemning, og 3Ds vokal overlapper sig selv, som var den stemmer i hans – eller lytterens? – hoved. Som på resten af pladen er beatet jævnt kedeligt, men det glemmer man alt om, da en hob af strygere vedholdende entrer lydbilledet og sørger for, at der pludselig bliver højt til loftet. De hvirvler rundt og lader forstå, at solen måske nu slipper ind og får lov til at blive. Man mærker solstrålernes varme fra højtalerne, og alt tegner godt … lige indtil den ulmende guitarfigur igen får overtaget. Strygerne var et fatamorgana. Mørket griber lyset.

100th Window er en trist omgang. En gevaldig weltschmerz har bidt sig fast i Massive Attacks univers, og når den formidles allerklarest, gør det nærmest fysisk ondt på lytteren. Men dette fjerde regulære Massive Attack-album er også en bedrøvelig affære, fordi idérigdommen øjensynligt har haft svære
vilkår. Det bliver en smule komisk, når Del Naja i den småkedelige “Small Time Shot Away” mumler »it’s my favorite chloroforme.« Det er desværre dér, Massive Attack er nået til lige nu. De underliggende beats kører og kører og kører i én uendelighed uden de store ændringer, og tristessen strækkes på flere numre ud over alt for mange minutter. Det bliver til valium på vinyl. Bedrøvet og bedøvet.

★★★☆☆☆

Deltag i debat