Det er ikke nogen let opgave, 3D (alias Robert Del Naja) kaster sig ud i med 100th Window. I 1990′erne blev alt, der bar pÃ¥skriften ‘Massive Attack’, til guld, og samtlige af deres albums fra den tid kan betragtes som nogle af de allerbedste i Ã¥rtiet. Og hér, næsten fem Ã¥r efter Mezzanine, vender 3D sÃ¥ tilbage. Personlige uoverensstemmelser og en barselsorlov har dirigeret Mushroom og Daddy G ud af gruppen og efterladt ham helt alene – endda pÃ¥ et tidspunkt hvor han tilsyneladende ikke har haft det synderlig godt. »Can you lick my wounds, please / Can you make it numb / Kill the pain like cortisone«, trygler han i “Antistar”, men skal man dømme efter resten af pladen, kan det sagtens vise sig at være mere end almindeligt vanskeligt at hale Del Naja ud af sit tungsind. Og spørgsmÃ¥let er, om det ikke snarere skal foregÃ¥ hos en fagmand end pÃ¥ flere plader.

Ã…bneren “Future Proof” giver et glimrende eksempel pÃ¥ denne problemstilling. PÃ¥ en bund af bløde bleeps og fjerne, knapt tilstedeværende melodilinier svæver en tÃ¥ge af klagende spøgelsesstøn. Ud af og ind i mixet glider skærende guitarflader og river og flÃ¥r i koret af fortabte sjæle. Det er sugende sortsyn af typen, der giver en klump i halsen – lige indtil Del Najas vokal kommer ind pÃ¥ scenen. Filtreret til ukendelighed mumler den en sært inhuman messen; og det er hér, undertegnede kommer i tvivl om, hvad jeg egentlig skal med nummeret. Vokalen fÃ¥r syet den instrumentale storbytristesse sammen med en sÃ¥ distinkt indadvendthed, at nummeret ikke længere appellerer til andre end kunstneren selv. Jeg vil hÃ¥be, at denne form for terapi har gjort noget godt for Del Naja, men den er ikke videre egnet til at dele med andre.

Melankolien formidles langt bedre, nÃ¥r den faste samarbejdsmand, Horace Andy, fÃ¥r overdraget mikrofonen – især i den traurige “Name Taken”. Det lyder, som om Andy sidder i en kold, tom lejlighed. Det sløvt tikkende ur slæber sig af sted, og pÃ¥ én gang længselsfuld og desillusioneret stirrer han ud af vinduet, ud i natten. Svævende, truende guitarklange cirkler som onde tanker om hans hoved, og det vil aldrig nogen sinde blive morgen. Horace Andys falset rummer sÃ¥ uendelig meget mere dybtfølt ærlighed end Del Najas umenneskelige robot-røst, der krummer sig sammen om sig selv. I og med at Del Naja ogsÃ¥ har skrevet de numre, Andy lægger vokal til, har jamaicaneren ikke noget personligt pÃ¥ spil – men det lyder umiskendeligt sÃ¥dan, og derfor fungerer “Name Taken” fremragende.

Sine steder pÃ¥ 100th Window letter sortsynet dog, f.eks. i det første af tre numre med Sinead O’Connor som gæstevokalist, “What Your Soul Sings”. Akkompagneret af en varm, betryggende basgang og i et ellers tyst lydunivers prædiker O’Connor om at være sig selv. »Your mind can never change / Unless you ask it to / [...] / So make your choice joy / The joy belongs to you,« lyder det muntre budskab, og i al sin æteriske, dragende lethed lyder det vitterlig forjættende, at man blot skal træffe det rette valg. Men der mangler ligesom noget, mærker man – og det gentager sig i begge O’Connors øvrige gæsteoptrædener.

Hvis man sammenligner med tidligere Massive Attack-legekammerater som f.eks. den evigt betagende Elizabeth Fraser, er O’Connor simpelthen ikke markant nok. Hun evner ikke for alvor at overstrÃ¥le indpakningen, og især i den overdrevent politisk korrekte “A Prayer for England““Å¡ knurrer lydbilledet løs, uden at O’Connor er i stand til at markere sig. En malende basgang med en tydelig bismag af snarlig undergang drøner løs, og alt, den irske furie formÃ¥r, er at bedøve den virkning, apokalypse-tendenserne kunne have haft. Og at teksten som nævnt overskrider grænsen og bliver temmelig patetisk, pynter ikke: »Let not another child be slain / Let not another search be made in vain / Jah, cause the ones whose beliefs kill children to feel the love of you and be healed.« Ikke meget er overladt til lytterens fantasi, og det virker ærligt talt lidt kluntet. Lidt for kluntet.

Overordnet set er det mest spændende ved 100th Window, at Massive Attack gentagne gange gør brug af arabisk klingende strygerflader. Den fundamentalt forskellige indre logik i den arabiske toneforstÃ¥else, hvor skift mellem glæde og sorg foregÃ¥r helt anderledes umærkeligt, klæder Del Najas vemodige attitude, og “Butterfly Caught” reddes fra en skæbne som totalt ligegyldigt af en hvirvel af klagende strygere, der kunne være hentet fra den marokkanske statsradiofoni anno 1952.

Men allerstærkest effekt har den arabiske inspiration dog i “Antistar”, det i mine ører stærkeste nummer. Vi hives med ind pÃ¥ Del Najas dybt depressive enemærker. En enkel, mørk guitarfigur og et dystert comeback til spøgelseskoret skaber en særdeles suggestiv stemning, og 3Ds vokal overlapper sig selv, som var den stemmer i hans – eller lytterens? – hoved. Som pÃ¥ resten af pladen er beatet jævnt kedeligt, men det glemmer man alt om, da en hob af strygere vedholdende entrer lydbilledet og sørger for, at der pludselig bliver højt til loftet. De hvirvler rundt og lader forstÃ¥, at solen mÃ¥ske nu slipper ind og fÃ¥r lov til at blive. Man mærker solstrÃ¥lernes varme fra højtalerne, og alt tegner godt … lige indtil den ulmende guitarfigur igen fÃ¥r overtaget. Strygerne var et fatamorgana. Mørket griber lyset.

100th Window er en trist omgang. En gevaldig weltschmerz har bidt sig fast i Massive Attacks univers, og når den formidles allerklarest, gør det nærmest fysisk ondt på lytteren. Men dette fjerde regulære Massive Attack-album er også en bedrøvelig affære, fordi idérigdommen øjensynligt har haft svære
vilkÃ¥r. Det bliver en smule komisk, nÃ¥r Del Naja i den smÃ¥kedelige “Small Time Shot Away”"Å¡ mumler »it’s my favorite chloroforme .« Det er desværre dér, Massive Attack er nÃ¥et til lige nu. De underliggende beats kører og kører og kører i én uendelighed uden bemærkelsesværdige modulationer, og tristessen strækkes pÃ¥ flere numre ud over alt for mange minutter. Det bliver til valium pÃ¥ vinyl. Bedrøvet og bedøvet.