Plader

MC Honky: I Am the Messiah

Skrevet af Martin Petersen

E fra Eels må have fået en del fra hånden her på det sidste. Han er lige udkommet med en konceptplade under navnet MC Honky, den nye Eels-plade udkommer d. 2. juni, og midt i det hele optræder Eels også på soundtrackene til filmene Levity og Holes.

Historien er som følger: MC Honky er en mand midt i 50’erne, der tilbage i sine teenageår i 1958 startede som vicevært hos Capitol Records. MC Honky arbejdede sig op fra sit job som vicevært til en stilling som assisterende producer og videre til producer for Sinatra i 1968, på et album der faldt til jorden med et brag. Han havde intet med pladebranchen at gøre i 70’erne, hvor han bare passede sit pottemagerværksted. Hans musikalske interesser blev genvakt af den elektroniske musik, der gjorde 80’erne til det, 80’erne var. Han overlod værkstedet til fru Honky og gik i gang med at lave lydcollager ud fra sin store vinylsamling. Da hans datter i 1999 var til koncert med Eels, overrakte hun frontmanden et bånd med nogle af hendes fars lydcollager, og E blev så begejstret, at han tilbød at producere en plade med MC Honky… og det hele er naturligvis det pure opspind.

E har i sin kontrakt med Dreamworks fået tilføjet, at han har ret til at udgive plader hos andre pladeselskaber. Dette har blandt andet muliggjort de 2 live-plader, man kun har kunnet købe via nettet, og nu også MC Honky-pladen, der bliver udgivet af b-unique.

Der er ikke det store at komme efter på pladen. De fleste af numrene lyder som let moderniserede udgaver af numre, man har kunnet finde på obskure funkplader tilbage i slut-60’erne, og det er sandsynligvis også det, der er meningen. Det meste drukner desværre i sin egen lyd, men der er enkelte undtagelser.
Åbningsnummeret Sonnet No. 3 (Like a Duck) er en funky satan af en åbner, som jeg har en idé om kommer til at ryge på anlægget et par gange i festlig sammenhæng. På A Good Day to Be You har man inviteret Kool G. Murder med, og resultatet er blevet noget af det bedste, Barry White har udgivet i årevis. Det er en sløv, sløv fortælling, om hvad det egentlig er, der gør hende så dejlig. Der sker ikke det store, men alene det at vokalsiden ligger så tæt op af Barry White, gør den værd at høre.

MC Honky er kun for die hard-Eels-fans. Rent musikalsk er der ikke rigtig noget at komme efter med undtagelse af de to ovenfor nævnte numre. Det er tomgang, og det er ligegyldigt. Det er egentlig synd, at man som fan er nødt til at gå ud og investere penge i sådan en gang hø, bare fordi samlingen skal være komplet.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat