Plader

Staring Back: On

En imponerende tæft for både idérige tekster og fængende melodier skæmmes desværre af en del middelmådigheder på Straing Backs andet album.

Lobster Records er et lille amerikansk label, som udgiver plader med (i hvert fald set gennem europæiske øjne) ligeledes små bands. Selskabet specialiserer sig hovedsageligt i punkens verden, og Staring Back er et af Lobsters flagskibe inden for genren. On er Staring Backs anden fuldlængde, og den byder på en melodisk og poppet tilgang til punken (læs: poppunk) med tempoet skruet højt i vejret. On består af enkelte gode, enkelte ringe og desværre et flertal af middelmådige sange, som blot tærsker langhalm på den i forvejen trættende poppunk-genre.

Det starter ellers alt sammen rigtig godt. “Version 2.0” skyder On i gang med den gode melodi i højsædet. Det foregår alt sammen med en insisterende energi og en yderst fængende vokalmelodi. Det er i al forstand den positive tone, som præger lydbilledet. Mens den instrumentale del skubber melodien frem i et sejt drive, fokuserer forsanger Matt Evans på de positive værdier i en selvrealisering: »Step back, realize / Set your example and it will turn out all right / Step up, just in time / To take the place among the heroes in your mind / You’re the only critic worth listening to.« Evans har en vokal, som passer ganske godt ind i den punkede sammenhæng. Han lyder i mange tilfælde som en ung Jonathan Bunch (Sensefield). Den gode sangskrivning fortsætter i den efterfølgende “Seasick While Standing Still”, der ligesom åbningssangen holder fanen højt.

Herefter brydes den positive tone med en flok ligegyldige og decideret kedelige sange. Desværre er der også pinlige krumspring at finde her imellem, eksempelvis “Haunted”, som gør et uheldigt forsøg på at bryde grænser mellem genrerne. Bandet sætter tempoet i vejret med en hastigt bankende lilletromme, og Evans forsøger sig med et snakkevers, der lyder mistænkelig meget som Nada Surfs 90’er-hit “Popular”, og ligesom denne prøver “Haunted” sig med en forløsning i form af et catchy omkvæd. Evans bliver væsentlig mere aggressiv i sangens andet vers med prøvende, råbt vrede, men desværre afslører dette blot hans vokale svagheder; det lykkes ham nemlig aldrig at lyde hverken vred eller troværdig, men blot som en lidt for ivrig teenager, der er vred på verden med knæk i stemmen. Musikken pumper sig samtidig op og forsøger sig i retning af hardcore-genren, som efterfølgende arrigt vrisser bandet på plads. Staring Back skal holde sig langt fra denne genre, for de mestrer den simpelthen ikke.

Det er en hård kamp mod kedsomheden, som man kæmper sig igennem, før man når frem til de næste interessante kompositioner, som viser sig at være kampen værd. Der skal noget af en poptæft til, for at det kan lade sig gøre at ruske nyt liv i den ensformige poppunk-genre, men det lykkes trods alt glimtvis for Staring Back. “Invite Only” genfinder den succesrige formel, som også var at finde på pladens åbningssange. Den efterfølgende “You Say” viser sig som bedste sang på pladen med en af de vokalmelodier, som ufrivilligt sætter sig fast hos sin lytter. Ikke at det gør noget i dette tilfælde…
Også “Six Eyes Too Far Away” skiller sig ud fra mængden med et skønt svingende omkvæd og en tekst, der fokuserer på den formel, som Staring Back sjældent finder: »Why do sad songs always make the most sense / Intense pretense and sensual experience / Search for the harmony you gave me / And weigh it on my own scales / See me open and flowing.«

Tekstmæssigt har Staring Back den styrke, som savnes i musikken. De undgår faldgruberne og klichéerne og koncentrerer sig om små lyriske koldbøtter, der uden at være hverken højtløftede eller prætentiøse fremstår ganske opfindsomme. Desværre er dette langt fra nok til at løse op for et flertal af sange med et uvedkommende musikalsk indhold. Staring Back skrider i svinget med deres tydeligvis lidt for ihærdige forsøg på at lave hits. Problemet heri er såmænd, at de kommer til at lyde som den flok af MTV-bands såsom New Found Glory og Piebald, som der desværre er alt for mange af i forvejen. Staring Back beviser ind imellem, at de sagtens kan skrue gode, fængende melodier sammen uden at gå på kompromis med de kommercielle krav til en sang. Men siden disse sange end ikke udgør halvdelen af On, er der ikke meget at komme efter. Man kan kun håbe på, at bandet vil vurdere deres materiale lidt grundigere næste gang, de smider en plade på gaden.

★★★★☆☆

Deltag i debat