Koncerter

Aim, 30.05.03, Spot09, Århus

De danske vindere af LiveContest DK er ikke deres titel værd. Til trods for en energisk fremførelse byder Aim på intet nyt, men søger i stedet efter at lyde som forbillederne. Til de som endnu ikke er klar over det: Aim er vinderne af dette års LiveContest DK (DM i Rock i nye klæder), og som det plejer at være, rider vinderbandet med på en musikalsk hypebølge, som er startet enten i USA eller England. Hvis jeg nævner bands som The Hives, The Strokes, White Stripes og danske The Raveonettes, behøver jeg så at sige mere? Om det siger mest om dommerne i LiveContest DK eller bandsne, der deltager, skal jeg lade være usagt, men et eller andet sted er der altså noget rivende galt.

De danske LiveContest-vindere overbeviste ingen.

Sjældent har jeg hørt magen til tidstypisk rock’n’roll, som i dette danske bands tilfælde blot lyder som en bleg kopi af den musik, som i forvejen er fremme. Bevares, Aim spiller knaldgodt, men hvis man skal lytte til denne stilart, hvorfor så ikke lytte til den ægte vare, i stedet for typiske danske second comings?
Bandet har brugt masser af tid på at finpudse deres image, men måske burde de bruge mere tid på at udvikle deres eget udtryk. Med forsanger Marie Salfeldts klynkeagtige sang i front lyder Aim som en sekundær kopi af Yeah Yeah Yeahs, og hvis jeg skulle vælge, ville jeg langt hellere lægge øre til Karen O fra forbillederne.

Om skribenten

Anders Hjortkær Christensen

 

Biografi

En 12-årig dreng sad hver fredag klinet til højttalerne på sit minianlæg. Frekvensen var stillet ind på lokalradioens ugentlige top 20-liste. Han sugede alle toner til sig og noterede heftigt titlerne på de bedste sange. Hver lørdag formiddag gik turen til den lokale pladebiks, hvor han gravede udbuddet af singler igennem, indtil han fandt den helt rigtige, som han fyrede alle sine lommepenge af på for at tage den med hjem og høre den igen og igen. Den 12-årige dreng var mig. Forskellen mellem dengang og i dag er ikke stor. Smagssansen har udviklet sig gevaldigt siden da, men interessen er intakt, og jeg køber stadig plader med stor iver i jagten på den næste helt store musikalske oplevelse. Siden fulgte ønsket om at udbrede kendskabet om musikken til andre ligesindede. Med det ideal in mente stiftede jeg i 2003 Undertoner, siden, du befinder dig på nu.

Skriv et svar