Koncerter

Dando, Evan, 23.05.03, KB, Malmö

Evan Dando spillede en vidunderlig blanding af gamle Lemonheads-numre, covers af gamle country-klassikere samt de spritnye numre fra Dandos debutplade, Baby I’m Bored, udgivet under eget navn.

Kulturbolaget i Malmö var pakket til randen. Plader og t-shirts blev rakt over skranken i salgsboden, og snakken gik i hjørnerne. Evan Dando var emnet på alles læber. Hvad mon han havde at byde på efter så mange år uden for rampelyset? Til trods for den lange ventetid var han tydeligvis ikke gået i glemmebogen i årenes løb at dømme ud fra aftenenes fremmøde. Om det var for et par timers kørsel ned ad Lemonheads-nostalgiens veje, eller om det var pga. de nye sange, skal jeg lade være usagt, men ét var sikkert: Interessen og nysgerrigheden var intakt.

Dando spillede indledningsvist et akustisk set, hvor alle fyldige instrumentale lag var pillet fra, og der var skåret ind til den essentielle kerne: Dando og sin guitar. I dette set blev publikum præsenteret for en længere række af Lemonheads-numre. Meget tydede på, at Dando til stadighed har et godt forhold til sine gamle sange, og de blev fremført med så meget ynde, at man for en kort stund glemte alt om, at manden har været væk i så mange år. Det føltes som en magisk tur tilbage i tiden til dengang i starthalvfemserne, hvor The Lemonheads red på den store popularitetsbølge, og alle skrålede med på numrene. Dengang som nu havde Dando publikum i sin hule hånd. Med simple akkordstrukturer tilsat Dandos mørke, bløde vokal førte han sit publikum igennem gamle hits som It’s a Shame About Ray, Drug Buddy, Ride with Me og Being Around – et væld af numre fra The Lemonheads’ storhedstid. Og publikum sang højlydt med på dem alle. Som altid har Dando følt sig veltilpas på en scene, og det er måske ikke så mærkeligt med et så dedikeret publikum, der kendte til hver en tone og hvert et ord i alle hans sange såvel som de mange kollaborationer, han har været med i.

I det efterfølgende set udskiftede Dando den akustiske intimitet med et mere højspændt og støjladet elektrisk ensemble. Han blev akkompagneret af sit tourband, som udgjorde en solid backing til de rockende sange. Med navne som Chris Brokaw (Come), Josh Lattanzi (Ben Kweller) og George Berz (J. Mascis & the Fog) var det tydeligvis ikke hvem som helst, Dando har slæbt med til den europæiske del af sin tour. Især Brokaws finesser på leadguitar gjorde liveoplevelsen ekstra fornøjelig. Her spillede bandet primært de nye Evan Dando-sange, men der sneg sig da også et par Lemonheads-sange ind hist og her, bl.a. If I Could Talk I’d Tell You, Hospital og Rocking Stroll. Havde man gjort sig nogle forhåbninger om at høre Lemonheads’ største hit, coveret af Simon & Garfunkels Mrs. Robinson, var man gået forgævet. The Lemonheads tog i sin tid afstand til nummeret (samme historie som Radioheads afstandtagen til Creep).
Dando har angiveligt ikke øvet med sit backingband op til touren. Det gav sig da også til kende i løbet af koncerten. Ikke alle medlemmer var fuldt indforstået med, hvornår og ikke mindst hvordan sangene skulle ende. På den anden side åbnede det for en umiddelbar friskhed i sangene, som gjorde, at der var plads til flere improvisationer.

Bandet forlod scenen, og Dando vendte alene tilbage for påny at spille et akustisk set, som afsluttede denne aftens koncert. Her blev der plads til en række ønsker fra publikum. Der blev råbt på kendte såvel som mere ukendte Dando-fortolkninger af sange oprindeligt skrevet af kunstnere som Lucinda Williams, Gram Parsons og tilmed Abba (Dando har tidligere medvirket på en Abba-hyldestplade med Knowing Me, Knowing You).
Jeg var af Dando blevet lovet, at han ville spille sin fantastiske fortolkning af Streets of Baltimore. Det glemte han tilsyneladende i farten. Men det er helt ok, Evan, sålænge du fortsætter med at spille koncerter af den kaliber, som du præsterede denne aften i Malmö.

Læs også Undertoners anmeldelser af
Evan Dando: Live at the Brattle Theatre / Griffith Sunset EP
Evan Dando: Baby I’m Bored

Deltag i debat