Plader

Low: Trust

Low har været helt inde i de dybeste, mest skjulte lag af sindet for at skabe Trust – et album, der er mørkt, hypnotisk og fuldstændig ypperligt.

»Oh, can you hear that sweet, sweet sound / Yeah, I was lost but now I’m found / Sometimes there’s nothing left to save / That’s how you sing amazing grace.«

Dybt inde i mørket, hvor intet kan ses, og ingen farver findes, genlyder et ekko af den langsomste musik i hele universet. Den breder sig gennem bælgmørket; så langsomt at man kun lige aner den, og den fortryller ganske stille enhver, der måtte komme i dens nærhed. I starten lægger man ikke mærke til noget – man fortsætter sin dagligdag og tror sig sikker – men pludselig en dag går det op for én, at man er spundet ind i et net af himmelske harmonier. Fra det øjeblik er der ingen vej tilbage. De tyste mormoner i verdens langsomste band har overvundet én, og man står hjælpeløs tilbage.

»They’ll take my name / and feed my children / with my remains / in the holy temple / I am the lamb / and I am a dead man.«

Hvis musik var farver, ville Trust være så sort som den mørkeste vinternat. Hvor sortsynet på de seneste plader overskyggedes af blid skønhed, lægger Low nu det pæne fra sig og åbenbarer en portal til de dunkleste sider af menneskets sjæl. Numre som “I Am the Lamb” og “(That’s How You Sing) Amazing Grace” er så dystre, at det løber én koldt ned ad ryggen. Ikke desto mindre er de også isnende smukke, og som altid med Low er musikkens tempo kendetegnende for den tid, det tager at drages ind i deres univers.

Således tog det mig det meste af et år at falde for Secret Name og adskillige måneder at synke hen i Things We Lost in the Fire, og det samme er nu sket med Trust. Jeg lagde ud med at fascineres af to-tre numre, siden åbnede nye sange sig under hvert lyt, og jeg er nu endt med en plade, der ganske vist ikke indeholder sange så hjerteskærende smukke som “Embrace” eller “Will the Night”, men alligevel kan måle sig med de forrige mesterværker. Den udnytter nemlig atter til fulde den simple ynde og fabelagtige evne til at få det meste ud af det mindste, som trioen fra Minnesota altid har besiddet.

Det er ellers ikke, fordi Low ikke eksperimenter på deres mørkeste værk siden Songs for a Dead Pilot-ep’en. Væk er violinerne, og i stedet får vi en rungende tomhed, der i hver eneste tone af det majestætiske album suger samtlige følelser ud og sender dem ekkoende rundt i atmosfæren. Musikken er oprindeligt indspillet i en kirke, hvilket tydeligt høres under de mange lag af resonans på eksempelvis den afsluttende, hypnotiserende og helt eminente “Shots & Ladders”, der fungerer som oplagt afsæt for en dyb rejse ind i sindet. I den anden ende af spektret står Lows første deciderede rocknumre, de for bandet overraskende hurtige “Canada” og “Snowstorm”, hvor sidstnævnte med sit intense drive og sine gribende vokaler er den perfekte syng-med-sang, når man kæmper sig igennem vintervejret derude.

Hvor Lows sange tidligere med Steve Albinis spartanske tilgang var klinisk renset for andet end det mest nødvendige, foregår der nu med Tchad Blake som producer en masse i lydbilledet – men det sker neden under sangene uden at overskygge dem. Der er derfor rigelig plads til Lows altoverskyggende element, vokalerne, uden hvilke alt andet kunne være ligegyldigt. Alan Sparhawks og Mimi Parkers stemmer klinger på alle pladens sange så smukt, at man gang på gang helt glemmer musikken og blot betages af deres nær guddommelige harmoni. Som på “Diamond” eller på albummets bedste regulære sang “In the Drugs”, der fra start til slut er så fantastisk skøn i sin lavmælte vokalbrug, at man ikke kan andet end gribes om hjertet.

Pladens ubetinget smukkeste øjeblik kommer dog i “Little Argument With Myself”, hvor alt går op i en højere enhed og eksploderer i et klimaks, mens der synges: »Keep counting the stars / like someday you’ll find out / just how many there are / and we all can go home / ‘cause there’s nothing as sad / as a man on his back / counting stars.«
Desværre skrues der ned for intensiteten i resten af sangen, men måske er netop denne vekslen mellem skønhed og dysterhed, lethed og intensitet i virkeligheden pladens store styrke. På nær den overflødige “Candy Girl” er hvert eneste nummer på denne plade et utrolig stærkt statement om, at Low kan fremmane enhver følelse i lytteren med meget få virkemidler. Alt overflødigt er væk, og tilbage står blot den rungende tomhed. En tomhed, der skal ses som udgangspunkt for denne plade – og uden hvilken pladen aldrig ville træde i karakter. Det er dér, man må ind for at finde essensen af Low, og det er dér, Trust ligger begravet under uendelige lag af dybde. Spørgsmålet er bare, om du kan finde vej i mørket.

★★★★★½

Deltag i debat