Plader

The Panty Lions: So Dang Rad

Skrevet af Niels Andersen

Mange andre har prøvet kræfter med lofi-genren før The Panty Lions; men ikke desto mindre har den debuterende duo formået at lave en lille og udmærket plade, der excellerer i venlige vokaler og dæmpede arrangementer.

Det er vel nok de færreste, der er bekendte med det lille amerikanske band The Panty Lions fra Amazing Grease Records, så lad mig indledningsvis komme med et par præsenterende kommentarer til deres debutplade. Der er tale om et tomandsband, der befinder sig i den mere afdæmpede ende af lofi-skalaen. Pladens helhedsindtryk er desuden af meget enkel karakter og befinder sig i nærheden af bands som Grandaddy, The Microphones og Pavement.

I langt størstedelen af numrene er instrumentaliseringen lige så enkel som melodierne. Hovedingredienserne er en spansk og en elektrisk guitar, og kun rent undtagelsesvist møder man et klaver eller percussion. Guitarerne er optaget på dydig nofi-maner, dvs. uden brug af effekter eller forskønnende filtre. Dette giver en ganske venlig og nær lyd, der understreges af det uanstrengte vokalarbejde. Den dominerende mandlige sanger, Ashod, lyder omtrent som en træt Malkmus og den kvindelige vokal, Ariana, er ligeledes ganske low-key og tilbagelænet. Der er med andre ord tale om en plade, der er så venlig og afdæmpet, at den befinder på kanten af det ligegyldige.

Den falder imidlertid ikke over denne kant. I starten fanges man nemlig ind af det oplagte ’hitmateriale’ som fx Pavement-fortolkningen Baby Yeah, men allerede efter et par gennemlytninger begynder pladens mere stille bestanddele at åbne sig. Skæringer som Devon Made a Change for the Better og Sway viser sig som sange, der simpelthen bliver bedre og bedre for hver gang, man hører dem, og desuden efterlader lytteren nynnende glad. Ikke mindst hvis man sætter sig en smule ind i teksterne, der drejer sig om de store og små begivenheder i en romantisk anlagt døgenigts liv. Et felt betrådt af mange bands, men som The Panty Lions formulerer bemærkelsesværdigt skarpt og uglamourøst.

Det er med andre ord et ganske godt udspil fra det debuterende band, og de omtrent 35 minutter, pladen varer, er ubetinget fornøjelige minutter, selv om den på ingen måde sætter nye standarder. Desuden fordrer pladen, at man er vant til den lidt rodede lo-fi genre, hvor detaljer som at synge rent og stemme sin guitar betragtes som noget konformt pjat. Og det er på dette punkt pladen vakler. Selvom det selvfølgelig er vanskeligt at fastslå, så lyder det ustemte lidt påtaget og virker lige lidt for gennemført. De skærende harmonier, hvor den kvindelige vokal ligger nøjagtigt en kvarttone over eller under melodistemmen er et godt eksempel på dette. Men det skal ingenlunde forhindre mig i at give The Panty Lions mine varmeste anbefalinger. En fin plade, der står godt til gråvejret.

★★★★☆☆

Deltag i debat