Koncerter

Simpson, Mikael, 31.05.03, Spot09, Århus

Mikael Simpson formåede at skabe intimitet til trods for en stor scene og en ligeledes stor samling mennesker foran sig. Simpson har en kvalitet, der gør, at han kan tryllebinde.

"…det siger jeg så højt, det nu kan blive"

Mikael Simpson har efterhånden slået sit navn ganske godt fast, og en stor del af grunden hertil er klart hans liveformåen. Simpson har fået stablet et velspillende liveband på benene, som sætter en væsentlig fyldigere livelyd til de simple optagelser fra sidste års hjemmeoptagede Os 2 + lidt ro 2002. Desuden har Simpson altid været en hyggelig fætter på en scene: Han har ofte en dialog i gang med publikum, og han fortæller gerne små anekdoter mellem sangene, hvilket højner intimiteten. Dette gjorde sig også gældende på Musikhusets scene, hvor et stort antal mennesker var dukket op for at lytte til, hvad Simpson havde på hjerte.

Med en storladen version af det gamle Luksus-nummer, Put mig, leverede Simpson sin lille kritik til de mere intetsigende bands i musikindustrien i dag. “œJeg har ikke en skid at sige, og det siger jeg så højt, det nu kan blive“, sang han, mens publikum gyngede med til tonerne. Simpson langede også ud efter Lomborg og slog sit slag for, at Christiania bør bevares.

Mikael Simpson er ved at skrive sig ind i den danske sangskrivningstradition, hvor blandt andre Olesen Olesen hører hjemme. Livemæssigt er der dog en lidt større lyd hos Simpson, hvilket også gør, at han ikke hører hjemme på de små klubscener. Men hvad gør det, så længe sangmaterialet er i orden?

Om skribenten

Anders Hjortkær Christensen

 

Biografi

En 12-årig dreng sad hver fredag klinet til højttalerne på sit minianlæg. Frekvensen var stillet ind på lokalradioens ugentlige top 20-liste. Han sugede alle toner til sig og noterede heftigt titlerne på de bedste sange. Hver lørdag formiddag gik turen til den lokale pladebiks, hvor han gravede udbuddet af singler igennem, indtil han fandt den helt rigtige, som han fyrede alle sine lommepenge af på for at tage den med hjem og høre den igen og igen. Den 12-årige dreng var mig. Forskellen mellem dengang og i dag er ikke stor. Smagssansen har udviklet sig gevaldigt siden da, men interessen er intakt, og jeg køber stadig plader med stor iver i jagten på den næste helt store musikalske oplevelse. Siden fulgte ønsket om at udbrede kendskabet om musikken til andre ligesindede. Med det ideal in mente stiftede jeg i 2003 Undertoner, siden, du befinder dig på nu.

Skriv et svar