Koncerter

Softporn, 23.06.03, Campingscenen, Roskilde Festival

De rockende bornholmere er vendt tilbage med en frisk ladning sange, som er med til at slå fast, at bandet bestemt havde fortjent deres plads på dette års Roskilde Festival. Man kan ikke undgå at føle en smule medlidenhed med bornholmske Softporn. De vandt den sidste omgang af det forgangne DM i Rock, som bekendt fik en noget uheldig og brat afslutning, hvilket bl.a. resulterede i, at Softporn på den bekostning ingen plade fik udgivet. Siden har de bravt kæmpet sig frem på den danske undergrundsscene – så meget at man ikke har kunne undgå at lægge mærke til dem. Derfor var det mere end fortjent, at de stod på dette års Roskilde Festivals Campingscene.

Foto: Klavs Bo Christensen/Rockphoto

Der var lagt i ovnen til den helt store rockkoncert med de bornholmske drenge, og alle forventninger, man måtte have til Softporn, blev på fineste vis indfriet. Bandet lagde ud med en eksplosiv instrumental rockladning, som væltede ud mod den store masse, som var mødt op foran den lille scene. Herefter fulgte den sejt rockende Rabbit Island, der er at finde på en EP, som blev udgivet på det Internetbaserede pladeselskab Viatone for et par år tilbage. Efterfølgende præsenterede bandet en række numre, som er indspillet på en plade, som de savner et selskab til at udgive. Og her er der virkelig tale om gode numre. Især imponerede et nummer som Into the Ocean, hvor bandet med herlig støjrock leverede den gode melodi tilsat en ordentlig omgang energisk fylde.

Spilleglæden skyllede ud over scenekanten som en gigantisk bølge skummende med intensitet på toppen, som man uundgåeligt kunne slippe fra – hvilket vi på ingen måde havde lyst til. Der er måske ikke tale om den store innovative tilgang til rockmusikken fra Softporns side. De har set visse skabeloner efter i syningerne fra bands som blandt andre Psyched up Janis, Mew og Placebo, og ud fra dem har de skabt et udtryk, som er deres.

En anden af de nye sange, Rocketeer, havde følgende tekstlinje: “œI never thought I’d find you here“. Samme tekstlinje kunne med ærgerlighed rettes mod Softporn: Man frygtede efter den tidligere DM-fadæse, at bandet ville forsvinde i sig selv. Men de er vendt tilbage med fornyet energi og – ikke mindst – fornyet vilje.

Deltag i debat