Plader

Sweatmaster: Sharp Cut

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Med sugerøret langt nede i rockens primale instinkter – og i bunken af rock-klichéer – præsterer finske Sweatmaster en omgang lige-ud-ad-landevejen-rock for fuld skrue, men med for få iørefaldende omkvæd.

Man kunne virkelig godt unde danske Bad Afro Records, at de fik et stort kommercielt gennembrud i forbindelse med den igangværende retro-garagerockbølge. Allerede flere år før der var nogen, der havde hørt om The Strokes, The White Stripes eller The Vines, udsendte Bad Afro en række skandinaviske bands, der hyldede gamle koryfæer som MC5, The Stooges og The Sonics, og allerede dengang talte man om en skandinavisk bølge af garagerock – uden genren dog fik det helt store kommercielle gennembrud. I mellemtiden er genren blevet hip, svenske The Hives er blevet megastjerner, og Bad Afro udsender stadig plader med en række bands, der tager udgangspunkt i rockens ur-instinkter og lader, som om tiden har stået stille.

Seneste skud på stammen er finske Sweatmaster, der da også har fået spilletid på de toneangivende engelske radiostationer, uden at det dog indtil videre har ført det store gennembrud med sig.
For at sige det mildt er denne slags musik ikke den allermest dybsindige, og som det hører sig til inden for genren, lufter gruppen alle de rigtige rockklichéer, både musikalsk og tekstligt. Volumenknappen på forstærkeren er helt i bund, og der fyres op med de rigtige guitarriffs, »oooh Yeaaaaahh«-råb og gode gammeldags skrig-med-melodier. En titel som “I Am a Demon and I Love Rock’n’Roll” siger vel næsten alt. Men når musikken swinger, kan klicheer og musikalsk substans være underordnet – for en stund i hvert fald.

Det med at swinge har Sweatmaster ikke de store problemet med, og derudover har gruppen en glimrende og energisk forsanger, hvis stemme kan lede tankerne hen på The Cults Ian Astbury. Værre er det imidlertid, at der er lidt for langt imellem de mindeværdige omkvæd, der også er en vigtig del af genren, og musikken kommer derfor lidt for ofte til bare at tonse formålsløst af sted. Et godt eksempel er sangen “Precious”, hvor riffet ikke fejler noget, men hvor melodien bare ikke rigtig kommer i gang, og musikken kommer derfor til at virke lidt for stillestående – den voldsomme energiudladning til trods.

Men når det er sagt, rummer pladen også en række ganske gode energibomber som eksempelvis “Hold It!” og “Get It, Get It”. Titlen på albummet Sharp Cut er i øvrigt ganske velvalgt. Pladen varer nemlig kun 29 minutter, og det er faktisk en fordel i en genre, hvor ensformigheden hurtigt begynder at melde sig. Sharp Cut når således aldrig for alvor at blive kedelig undervejs.

Gruppen har gemt pladens bedste numre næsten til sidst i form af “Nothing to Do But Win”, hvor trommer og bas tæsker derudad – og med et guitar-riff, der lyder en hel del som Rolling Stones’ “Jumpin’ Jack Flash”, kan det næsten ikke gå galt.

Sweatmaster er energifyldte, velspillende og også ganske underholdende, men der er lidt for langt imellem de melodier, der for alvor holder vand. Gruppen bruger således for meget tid på bare at rocke derudaf ligesom så mange andre retrorockbands fra genrens mellemklasse, og mit bud er derfor, at det ikke er Sweatmaster, Bad Afro skal satse på, for at få det store brede gennembrud.

★★★☆☆☆

Deltag i debat