Koncerter

Tiger Tunes, 23.06.03, Campingscenen, Roskilde Festival

Ovenpå weekendens udskejelser troppede de århusianske tigre op på Roskilde Festivalens Campingscene. Selv med lidt lavere energiniveau formåede bandet at levere varen.

Foto: Thomas Arnbo/Rockphoto

Det lå på de meget omtalte århusianere i Tiger Tunes’ skuldre at skyde den musikalske fest i gang på dette års Roskilde Festival. Tiger Tunes stod som de første til at entre den siden 2000 faste scene, Campingscenen.

De århusianske tigre er kendte for at stå som faste leverandører af fest og dans, når de går til instrumenterne, men noget lod til, at weekendens udskejelser forud for denne mandagskoncert havde sat sit præg på især forsanger mr. H. “œVi er desværre lidt langt fra weekenden. Vi beklager, hvis vores koncert bærer præg af det“, meddelte han med en stemme, som heller ikke lød helt til at være i topform. Dette kom desværre ligeledes til udtryk i samtlige af bandets sange – især de steder hvor mr. H er nødt til at strække sin vokal mod en grænse, som han p.t. ikke kunne nå til.

Det var også en mere nedtonet start, som Tiger Tunes lagde ud med i form af Long Distance Goodnite, som er en sød lille vuggevise. Det forblev dog også kun ved denne ene neddæmpede sag, før der blev skruet op for alle energiniveauer. Med en sang som Pancake America blev der samtidigt rocket igennem og sat kog under gryden med diverse kitschede 80’er-lyde – alt sammen et sammenkog som blot betød én ting: Fest med tigrene! “œYou’ve got to put your hands in the air“, blev der skrålet oppe fra scenen, og til trods for de mange træthedstegn fra bandets side gjorde vi det velvilligt i en salut til de skøre tigres dansable discopop.

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Tiger Tunes: Absolutely Worthless Compared to Important Books
Tiger Tunes: Forget about the Stupid Rocket Idea – Up and out EP
V/A: Århus:nu
Tiger Tunes, Spot09 i Århus 30.05.03
Tiger Tunes, Spot10 i Århus 05.06.04

Om skribenten

Anders Hjortkær Christensen

 

Biografi

En 12-årig dreng sad hver fredag klinet til højttalerne på sit minianlæg. Frekvensen var stillet ind på lokalradioens ugentlige top 20-liste. Han sugede alle toner til sig og noterede heftigt titlerne på de bedste sange. Hver lørdag formiddag gik turen til den lokale pladebiks, hvor han gravede udbuddet af singler igennem, indtil han fandt den helt rigtige, som han fyrede alle sine lommepenge af på for at tage den med hjem og høre den igen og igen. Den 12-årige dreng var mig. Forskellen mellem dengang og i dag er ikke stor. Smagssansen har udviklet sig gevaldigt siden da, men interessen er intakt, og jeg køber stadig plader med stor iver i jagten på den næste helt store musikalske oplevelse. Siden fulgte ønsket om at udbrede kendskabet om musikken til andre ligesindede. Med det ideal in mente stiftede jeg i 2003 Undertoner, siden, du befinder dig på nu.

Skriv et svar