Plader

16 Horsepower: Folklore

Skrevet af Søren McGuire

Folklore følger direkte i hælene på David Eugene Edwards’ soloudgivelse som Woven Hand og kan ikke undgå at ende som lidt af en skuffelse. Edwards er stadig uhyre interessant, men det er pladens melodier ikke, og det trækker kraftigt ned.

Det er godt og vel et halvt år, siden David Eugene Edwards soloprojekt, Woven Hand, første gang så dagens ubarmhjertige lys. De afdæmpede, mørke og hovedsageligt akustiske sange var en markant afveksling i forhold til 16 Horsepower, hvor drengene fra Denver aldrig har været blege for at tilsætte en god omgang tråd til deres yderst originale cowpunk.

Savnede man den fandenivoldske røvballerock på Woven Hand, skal man nok holde sig fra Folklore, 16 Horsepowers fjerde plade. Hvis Woven Hand var for akustisk, mørk og velovervejet, er Folklore om muligt endnu mere afdæmpet og mørk. Man skal lede længe efter noget, der bare tilnærmelsesvis minder om fordum tiders rock n’roll, for Folklore er udelukkende akustisk. Det er ren og skær folkmusik uden så hulens mange sidespring. Folklore kommer aldrig op i tempo, lige med undtagelse af den noget spøjse og ligegyldige version af den gamle Carter Family-sang Single Girl fra midten af 30’erne. Derimod bevæger sangene sig i et yderst langsomt tempo, hvor stemning og lyrisk indhold er langt vigtigere for David Eugene Edwards end melodien. Det er kun fire af pladens ti sange, der er skrevet af David Eugene Edwards selv. Resten er fortolkninger af gamle amerikanske og østeuropæiske folkesange, samt en yderst indadvendt og stemningsfuld fortolkning af Hank Williams’ Alone and Forsaken, der sjovt nok er et af pladens bedste øjeblikke.

De mest interessante sange på Folklore – og der er desværre ikke mange af dem – er netop gruppens fortolkninger af gamle folkesange og ikke Edwards egne kompositioner. Han redder dog æren med pladens åbningsnummer, Hutterite Mile, hvor en særdeles spøgende violin skærer gennem sangens altoverskyggende mørke. Ellers virker det, som om Edwards er sunket lige lovlig langt ned i sin religiøse elendighed, hvor onde ånder hersker over det musikalske udtryk.

Det er dog ikke udelukkende den rene elendighed. Folklore formår at bygge en ganske uhyggelig stemning op, både ved hjælp af Edwards religiøse dommedagslyrik og den særegne, atmosfæriske brug af akustiske instrumenter. Det har altid været 16 Horsepowers force at skabe en virkelighed, hvor himmel og helvede truer, og rent stemningsmæssigt er Folklore helt oppe på niveau med gruppens bedste plade, Secret South. Det vil sikkert være det rette at se Folklore som en naturlig og uundgåelig udvikling i gruppens univers, og pladen stadfæster Edwards som en af Amerikas mest bemærkelsesværdige og interessante sangskrivere. Desuden fungerer Folklore – med undtagelse af det unødvendige og latterlige Carter Family-sidespring – ganske glimrende som en helhed, hvorimod Woven Hand haltede lidt på det område. Men Folklore mangler de interessante melodier, og selv ikke den noget nær perfekte stemningsopbygning kan redde pladen fra at være lidt af en skuffelse.

★★★½☆☆

Deltag i debat