Plader

Breaking Pangaea: Cannon to a Whisper

Skrevet af Mikkel Mortensen

Hold dig på lang afstand af Breaking Pangaeas rædsomme debutplade, der er aldeles indholdsløs – ja, meningsløs.

Når man lytter til Breaking Pangaeas debutalbum, kommer man tit til at tænke på det gamle ordsprog om de tomme tønder, for Philadelphia-trioen spiller en hel del med de musikalske muskler og frembringer mange steder en massiv lydmur, men under de hårde riffs og hamrende trommer er der praktisk talt ingenting. Cannon to a Whisper er en hul skal, hvor stilhed/støj/stilhed-klicheer skal skjule det faktum, at bandet på ingen måde har styr på sangskrivningen.

Breaking Pangaea spiller en form for hård, følelsesbetonet rock, ikke ulig engelske Muse og amerikanske Ours, men i modsætning til især førstnævnte har Breaking Pangaea slet ikke materialet til at spille denne form for musik. Deres sange bliver aldrig medrivende eller smukke nok. De er ofte alt for lange og altid utrolig kedeligt instrumenterede. De eneste instrumenter på Cannon to a Whisper er praktisk talt guitar, bas og trommer, og det bliver i dette tilfælde hurtigt ekstremt kedeligt at høre på, især pga. den absolut forfærdelige trommelyd bandet har frembragt. Derudover er sanger Fred Mascherino slet ikke i stand til at løfte den svære opgave, det er, når man skal lægge stemme til noget, der bedst kan karakteriseres som hård klynkerock. Her er der brug for en følelsesladet vokal, der kan ramme lytterne lige i hjertekulen, men det kan han bestemt ikke, fordi hans vokale egenskaber er yderst begrænsede, hvilket også betyder, at når han virkelig skal synge igennem, må han nøjes med at råbe, hvilket bestemt ikke fungerer særlig godt. Endelig er teksterne fyldt med den mest tåkrummende, klichefyldte selvmedlidenhed, der får det til at lyde, som om de er hentet direkte fra en utilpasset teenagers dagbog (og det er bestemt ikke ment som en kompliment).

Albummets første sang, “Sick Day”, er et godt eksempel på, hvad der er galt med Breaking Pangaeas musik: først en minutlang intro, der er så kedelig, at den giver én lyst til at spole frem. Så afdæmpede vers, efterfulgt af aggressive omkvæd. Denne form for opbygning kan sagtens fungere, hvis sangskrivningen er god nok – det er den bare ikke her. Og tingene bliver bestemt ikke bedre af, at Fred Mascherinos tekst er så selvmedlidende, at den får super-klynkere som Staind og Nickelback til at lyde, som om de er på ecstasy. Hans begrænsede stemmepragt gør kun det hele værre, og de råbende backingvokaler, han tilfører nummeret, hjælper bestemt heller ikke. “Sick Day” er desværre ufatteligt symptomatisk for Cannon to a Whisper. Så at sige alle sange kører efter den samme model med de afdæmpede vers og de aggressive omkvæd – med undtagelse af balladen med den meget sigende titel “… And Still They Hated It”, der dog burde have fået tilføjet: “(And Why Shouldn’t They?)”. Resultatet er lige dårligt hver eneste gang.

Helt forfærdeligt bliver det dog i det afsluttende “Turning”, der fortsætter i næsten 12 intetsigende minutter. Hvorfor sangen skal trækkes ud i det uendelige, er et mysterium af en sådan grad, at det burde få sin egen X-file. Men dét vil ikke ændre på det faktum, at “Turning” sammen med resten af Cannon to a Whisper er noget af det kedeligste, der er blevet udgivet i 2002.

Breaking Pangaea har altså slet ikke formatet til at spille denne form for musik, og hvis de nogensinde skal have nogen form for eksistensberettigelse, må der bedre sange på bordet, mere varierede arrangementer, en bedre produktion, måske en smule stemmetræning til Fred Mascherino og for alt i verden bedre tekster. Ellers vil de aldrig være i stand til at lave noget, der kan have interesse for andre end dem selv og muligvis deres familier.

★☆☆☆☆☆

Leave a Reply