Plader

Johnny Cash: American Recordings IV: The Man Comes Around

Skrevet af Martin Petersen

Den gamle, sortklædte country-legende er blevet gammel, og American Recordings IV kan ikke leve op til de forventninger, man kunne have. Dog rummer pladen nogle særdeles mindeværdige øjeblikke, der tjener Johnny Cash til ære.

Jeg fik første gang øjnene op for Johnny Cash og hans musik, da jeg så ham på Midtfyns Festival for små 10 år siden. Jeg vidste ikke så meget om ham, udover at han var en legende, og at det nok var ikke en chance, jeg skulle lade gå fra mig. Efter fem kvarter i selskab med Johnny Cash, hans kone og to musikere stod det mig lidt klarere, hvorfor han havde holdt i så mange år. Hans evne til med få ord og linjer at fortælle en historie kombineret med hans rolige dybe stemme er en meget kraftfuld blanding. Efter festivalen købte jeg en billig opsamling med ham, og det var det!
Da jeg nogle år senere så begyndte at stå i pladebutik, lyttede jeg til flere af hans plader og investerede i nogle stykker. De mest åbenlyse indkøb er selvfølgelig Folsom Prison– og San Quentin-livepladerne fra slutningen af 60’erne. Disse plader giver bedre end nogen andre et billede af, hvad det er for en kunstner, vi har med at gøre. En anden god introduktion til manden er det emneopdelte boxsæt God, Love and Murder, som fint dokumenterer, hvad han har lavet gennem årene.

Så begyndte “High Fidelity” at gå i biograferne, og jeg blev trukket med ind for at se den. Ud over at jeg var dybt misundelig over, at de kunne behandle kunderne på den måde, var der en enkelt detalje, jeg bed mærke i. Rob nævner på et tidspunkt i filmen, at hans yndlingsbog er “Cash” af Johnny Cash. Et halvt års tid efter at jeg havde set filmen, fik jeg investeret i bogen. Det var med en blanding af fascination og forargelse, jeg læste om denne dybt religiøse mand, hans liv og hans musik. Man skal ikke læse meget mellem linjerne for at forstå hvilken rolle, Vorherre indtager i hans liv. Læser man i covernoterne til det seneste udspil, støder man på følgende: »… nothing can separate me from my love of my god, my wife and my music”¦« Jeg tror, det er sådan, han vælger at prioritere i sit liv. Et af billederne i bookletten er da også et billede af hans hånd, hvorpå der sidder en fingerring med et krucifiks.

Den seneste American Recordings-plade er den fjerde i rækken, hvor Johnny Cash igen blander sine egne sange med fortolkninger af andres. Resultatet er en blandet fornøjelse og strækker sig fra det eminente til det ligegyldige. Sangene fra sidstnævnte kategori er desværre klart i overtal, men det, der gør, at man alligevel lytter pladen igennem flere gange, er den imponerende start. Johnny Cash har til pladen begået en enkelt ny komposition – et typisk Johnny Cash-nummer med en nærmest skrattende guitar i baggrunden og som så ofte før med det guddommelige som tema.

Det, der dog rammer en mest, er, hvor gammel han er blevet. Åndedrættet er blevet tungt og han kan ikke holde tonen så længe af gangen. Allermest tydeligt bliver det i hans version af den gamle Depeche Mode-klassiker “Personal Jesus”. Ud over at nummeret er plaget af et nærmest hysterisk klaver i baggrunden, er der trist at høre, hvordan Johnny Cash må halse efter for at holde trit og flere gange knække ordet for at holde tonen. Havde man droppet klaveret og sat tempoet ned, så den gamle mand kunne holde trit, havde resultatet sandsynligvis været skræmmende godt. “I Hung My Head” og “Give My Love to Rose” er solid storytelling og manden i sort, som man kender ham. “In My Life” kunne lige så godt have været skrevet til ham – han synger den, som om han mener det.

Pladens højdepunkt er for mig fortolkningen af Nine Inch Nails’ “Hurt”. Jeg kendte ikke originalen, men efter at have hørt den, må jeg konstatere, at Cash gør det bedre. Jeg tvivler på, at nummeret kan leveres mere mørkt og dunkelt, end det bliver her. “Hurt” lyder som flere års indestængt vrede, der bliver lukket ud på en gang. Det var nok også meningen i originalen, men nu lyder den som en børnesang i forhold til denne version.

Resten af pladens numre er alle ligegyldighederne, og det eneste bemærkelsesværdige er desværre Fiona Apples vokal i “Brigde Over Troubled Water” – mere irriterende kan det vist ikke gøres!?

American Recordings IV, er en plade, der er værd at bruge tid på, men ikke nødvendigvis værd at bruge penge på. Nyd højdepunkterne, og glem ligegyldighederne. Det er imponerende, at en mand, der har rundet de 70 år, stadig har lysten til at lave musik, fortolke andres sange og arbejde med yngre musikere – og stadig har musikalsk relevans.

★★★☆☆☆

Deltag i debat