Plader

Jason Collett: Motor Motel Love Songs

Skrevet af Martin Petersen

Min første tanke, da jeg hørte Motor Motel Love Songs, var, at det var hurtigt, at Jayhawks havde fået lavet en opfølger til Rainy Day Music. Det var dog ikke tilfældet, selv om der kan trækkes mange paralleller mellem de to plader både lydmæssigt og stemningsmæssigt.

Der er noget forfriskende over at skulle anmelde en plade med en kunstner, man intet kender til. Man har ingen forventninger, ingen fordomme og kan gå til opgaven med et åbent sind. Jeg kendte intet til Jason Collett, før jeg satte hans plade på. Alligevel virkede det hele meget bekendt. Manden bag Motor Motel Love Songs er fra Canada og dette er hans anden soloplade. Her er det så, at det forfriskende går af affæren, og min forfængelighed sparker ind, for jeg vil så nødig fremstå uvidende, men lige lidt hjælper det. Det har været svært at finde informationer om Jason; hans hjemmeside er ikke videre meddelsom, og det var begrænset, hvad der var at hente af oplysninger andre steder. Men musikken skulle også gerne kunne tale for sig selv.

Det er ikke den dybe tallerken eller det varme vand, der bliver opfundet igen på Motor Motel Love Songs, og det er heller ikke her, de store chancer bliver taget. I forgrunden finder man Jasons vokal, på flere af numrene assisteret af en kvindevokal, sammen med en akustisk guitar. Lidt slideguitar giver pladen en countryfeel, og trommerne spillet med en løs hånd får det hele til at virke meget afslappet. Det er en plade, man finder frem og bruger som baggrundsstøj, når lørdagsrengøringen skal ordnes til lidt musik og en øl eller to. Man brummer med, fordi pladen er god nok, men nøjes med at brumme, fordi den alligevel ikke er af et format, hvor man har gidet lære teksterne at kende.

De fleste af pladens numre minder meget om hinanden: små countryrockballader, der dog gudskelov aldrig går hen og bliver klichéfyldte. Pladens bedste nummer er “Stormy Woman Salty Girl”, der lukker Motor Motel Love Songs. Der bliver skruet op for slideguitaren, og den virker mere frisk end på resten af pladen. Når Collett i omkvædet brummer »It’s a good idea / to fall down here,« får man helt lyst til at brumme med. I “Choke Cherry” går stilen dog mod det lidt hårdere og minder en del om “Honeycomb” fra Keith Caputos Died Laughing.

Motor Motel Love Songs er en plade, jeg sagtens kan holde ud at lytte til, men aldrig ville finde på at købe. Den er ikke god, ikke dårlig og egentlig heller ikke middelmådig. Det er ikke en plade, man får et forhold til, og om et par uger har man sikkert glemt, at man har den liggende.

★★★☆☆☆

Deltag i debat