Plader

Cursive: The Ugly Organ

The Ugly Organ er en mærkelig plade, men ved nærmere eftersyn(/-lyt) giver den fuldt ud mening. Pladen står som en stærk kandidat til årets plade!

Cursive præsenterer deres fjerde fuldlængde, The Ugly Organ, som en art indiemusical (I må for Guds skyld ikke tænke Chess, Annie eller andre grusomme værker). Teksthæftet inkluderer teateragtige beskrivelser, som er med til at forklare den springende handling. De besatte roller er nogle sære, skæve eksistenser. Man kan altså ikke tale om nogle helteagtige skikkelser som hovedpersoner – tværtimod. Antiheltene i The Ugly Organ er ensomme, jaloux og desperate mennesker, som er mere end overvældet af deres egne problemer, og som er mere end ivrige efter at dele deres problemer med det glubske publikum.

“Some Red Handed Slight of Hand” præsenterer sin lytter for, hvad menuen byder på: »And now we proudly present / Songs perverse and songs of lament / A couple hymns of confession / And songs that recognize our sick obsessions.«
The Ugly Organ handler essentielt om den udtrykkelige styrke, der ligger i selvhadet. Det tekstmæssige fokus ligger primært på, hvordan musikere bruger depressioner til at sætte gang i kreativiteten: »Why do I feel like I’m any different / I’ve been making money off my indifference / We all pass the hat around / This is my body / This is the blood I found on my hands after I wrote this album.«

Hvem skulle dette passe bedre til end Tim Kasher, den evigt selvbevidste Cursive-frontmand? Bandets forrige plade, Domestica, har efterhånden fået status som en klassisk ’skilsmisse-plade’ fyldt med brilliante tekster fyldt med vrede og smerte. Kasher er ikke blevet mindre selvbevidst i løbet af de tre år, der er gået siden Domestica – tværtimod; han er samtidig blevet bevidst om sin selvbevidsthed. The Ugly Organ er en stærkt selvrefleksiv plade.

Nem at lytte til er måske noget af det sidste, som The Ugly Organ er. Men lad det være sagt med det samme: Pladen skal have tid.
Cursive har siden sidste plade indført et nyt bandmedlem i form af Gretta Cohn. Hendes cello giver en dybde i Kashers sange, som man kunne høre de første smagsprøver af på split-ep’en 8 Teeth to Eat You.

Det er dybt tragiske historier, som Kasher fortæller os – og med vidt forskellige narrativer. “Driftwood: A Fairy Tale” fortæller eksempelvis historien om en Pinocchio-lignende figur, som er blevet bragt til live en nat af en fe. Han møder en pige og forsøger at overbevise hende om, hvor meget han elsker hende ved at forære hende gaver, men hun kender alt til »those wooden boys with some empty love to fill the void.« Hun fortæller ham efterfølgende, at hans næse er begyndt at vokse. Drengen løber af sted mod havet, hvor han kaster sig i vandet og driver med strømmen. »My arms, my legs, my heart, my face; my name is Driftwood,« græder han, da det går op for ham, at han slet ikke er menneskelig. En analogi fra Kashers side dramatisk fortalt, tekstmæssigt fint understøttet af musikken, som ved brug af det grumme orgel, den yndige cello og Kashers klagende vokal arbejder sig frem mod det tragiske klimaks.

I “Butcher the Song” lukker Kasher lytteren ind i en scene fra sit eget liv. Vi er med på bagsædet i bilen, hvor Kasher skændes med sin kone:
Ham: »Why should I play the fall guy to your love? I keep getting stuck. What dumb luck.«
Hende: »So write it in your dumb lyrics. Yeah, that’s the time and place to ring out your bullshit. And each album I’ll get shit on a little more. ’Who’s Tim latest whore?’«

Kasher vender sig mod sit publikum og starter en indre monolog: »I’m writing songs to entertain, but these people… they just want pain. They want to hear my deepest sins, the songs from the ugly organ.«

Med The Ugly Organ på vej mod enden støder man på den atmosfæriske “Staying Alive”. Sangen opbygges langsomt mod en rytme ledt an af Cohns cello, som efterfølgende ræser ind i et kaotisk vers, hvor Kasher triumferende synger: »I’m staying alive, kicking and screaming, blood boiling and streaming.« Et kor bryder langsomt igennem den lydmur, som bandet har stablet på benene, hvor den samme frase blev gentaget igen og igen. Disse ord beskriver, måske mere end noget andet, udviklingen af Cursive, siden Domestica fortalte historien om Kashers sammenbrudte ægteskab og den efterfølgende skilsmisse. »The worst is over,« synger koret. »The worst is over.«

Hør denne plade igen og igen. Pludselig åbner den sig, og når det sker, er du en deltager i Kashers vanvittige drama, som udspiller sig lige for øjnene (og ørerne) af dig. Dette er en stærk kandidat til årets plade!

★★★★★☆

Deltag i debat