Plader

Death in Vegas: Scorpio Rising

Skrevet af Rasmus Bækgaard

En glimrende kollision mellem små-psykedelisk rock og electronica.

Death in Vegas tredje plade fortsætter stort set, hvor forgængeren den tre år gamle The Contino Sessions slap. Der er således stadig tale om elektronisk indierock i den mere psykedeliske afdeling.

Death in Vegas laver stadig musik, der er skruet forbandet godt sammen, og hvor virkemidlerne fra både elektronisk musik og indiescenen fungerer godt sammen. Der har i tidens løb været utallige forsøg på at sammensmelte rockens attituder og virkemidler med den elektroniske musik, og for at sige det mildt, så er det en blanding, der sjældent falder heldigt ud. Alt for ofte har resultatet været hårdtpumpet musik, der lyder som musikken til det nye Need for Speed. Men Death in Vegas hører til i den absolut bedre ende af genren.

Scorpio Rising indledes af de to hypnotiske technorockere “Leather” og “Girls”, der næsten er smeltet sammen til et stykke musik. Især sidstnævnte skal fremhæves med Susan Dillanes korstemme som det eneste vokale indslag. Nummeret stiger undervejs i intensitet og tempo, og det er virkelig godt. På den måde minder nummeret en hel del om det suveræne åbningsnummer “Dirge” fra The Contino Sessions, der havde Tim Holmes’ kæreste Dot Allison på Vokal.

Dot Allison medvirker også denne gang, og med hendes egen sublime We’re Only Science-plade i baghovedet er det i sig selv en begivenhed, der er værd at se frem til. Det sker i “Diving Horses” – et guitarorienteret nummer i Cocteau Twins-traditionen, som Dot Allison også selv dyrker med sin svævende, lyse og meget smukke stemme henover. Resultatet er – som stort set alt andet hun laver – ganske vidunderligt.

Det samme er de to indslag med vokal af den tidligere Mazzy Star-sangerinde Hope Sandoval. Det første er den delvist akustiske og moderne folksang “Killing Smile”, der ikke overraskende lyder som Mazzy Star. Sandoval lægger også stemme til det 10 minutter lange afslutningsnummer “Help Yourself”, hvor der for alvor er tid til, at musikken kan udvikle sig undervejs. En interessant ting ved nummeret er, at Sandovals stemme er rykket meget langt frem i lydbilledet, hvilket virker rigtig godt, da hendes spinkle stemme kommer til at stå meget centralt.

Derudover medvirker både Liam Gallagher og Paul Weller på pladen. De to numre er egentlig ganske gode, og Liam Gallaghers vokal er blandt de bedste præstationer, han har leveret de seneste år, men der er alligevel lidt for meget rockstjerne-attitude over de to numre til, at det virker som en naturlig del Death in Vegas’ musik.

Det samme kan siges om singlen “Hands Around My Throat”, der er i den mere danseorienterede afdeling og egentlig også er et ganske godt nummer, men det passer ikke så godt ind i sammenhængen.

Samlet set er Scorpio Rising en virkelig fin plade, hvis eneste større svaghed er, at de mange forskellige vokalister og stilarter ind i mellem gør pladen til en lidt rodet affære. Kernen er den hypnotiske og svævende, neopsykedeliske musik, og det er også her, pladen er bedst. Der er flere magiske og drømmende øjeblikke undervejs, men de forskellige afstikkere gør også, at pladen som helhed har svært ved at suge lytteren helt ind i sit musikalske univers.

★★★★☆☆

Deltag i debat