Plader

Elefant: Sunlight Makes Me Paranoid

Som et nyt, frisk navn på den genopstandne newyorker-scene træder Elefant selvsikkert frem. Kan du lide Interpol, er chancen for, at denne plade vil falde i din smag, temmelig stor.

Er det efterhånden i orden at kalde den nutidige New York-scene for en genre i sig selv? Man oplever dårligt en begivenhedsfri måned, før der dukker et nyt frisk navn op fra undergrunden i den østamerikanske storby. Og hvis man kaster et blik på indholdsfortegnelsen over de gældende bands, synes tendensen at stikke i samme retning: Gennemskinnende musikalske inspirationskilder, en storbyelegance uden lige samt en ulastelig sans for stil og mode. The Strokes åbnede den store port til scenen, og bands såsom Walkmen, French Kicks, Radio 4 og Interpol blev de næste i rækken, som kunne stille sig ind i spotlyset.

Som det ser ud nu, har Elefant fulgt hype-processen lige efter bogen. Bandets debutplade Sunlight Makes Me Paranoid udkommer blot to måneder efter deres Gallery Girl EP – en fin lille udgivelse, som samlede en god portion af positiv, om end temmelig kortvarig, opmærksomhed, og som pegede i retning af en lovende og spændende fremtid. Der er ikke tale om nogen svimlende størrelse (som eksempelvis Interpols Turn on the Bright Lights) – men Sunlight Makes Me Paranoid er generelt fuldt fornøjelig og i enkelte øjeblikke tilnærmelsesvis genial. Pladen er med til at vise, at Elefant er langt mere end blot en storm i et glas vand, fordi de kommer fra New York City.

Man må håbe, at gutterne i Elefant har forberedt sig på en længerevarende række af sammenligninger i diverse artikler og anmeldelser. Sammenligning med hvem? Ja, med Interpol. Ligheden er størst og mest markeret i James Berralls nedtrykte, men dansende baslinjer, som indleder og dernæst dominerer en større del af sangene på pladen. Berralls energiske sammenspil med trommeslager Kevin McAdams skubber Sunlight Makes Me Paranoid fremad i frisk og livligt tempo – noget, der dog falder sammen i de mere neddæmpede numre. “Static on Channel 4” er en halvt om halvt Doves- og Pulp-lignende akustisk baseret popsang med lag af keyboards, som i det ene øjeblik driller i den høje ende af registret og det næste er væk. Sangen er langt fra dårlig, men den blegner i forhold til, hvad Elefant ellers har på repertoiret.

Forsanger Diego Garcia lyder som en blanding af en mere grublende og tilbagelænet David Bowie, en mere livsglad Morrissey og en mindre desillusioneret Ian Curtis – alt sammen med en smule mindre variation i vokalen, end man kunne håbe på. Men ikke desto mindre passer de vokale fraseringer glimrende ind i den NYC-stil, som bandet søger at ramme.

For Garcia er romantikken langtfra død. Garcia er fyldt op til randen med følelser, noget der giver Sunlight Makes Me Paranoid samme tekstmæssige præg som en tilfældig Morrissey- eller Stephen Merritt-sang. Øjeblikkeligt fanget af den store kærlighed synger Garcia om piger (“Annie”, “Ester” og “Bokkie”), om at være adskilt fra piger (“Now That I Miss You” og “Make Up”), og hvad han kunne tænke sig at lave sammen med dem (“Tonight Let’s Dance” og “Love”). Men nedenunder de lyserøde rosenblade gemmer sig mørkere hemmeligheder. »I never meant to hurt you, Annie,« synger Garcia i “Annie”, og modsat hvad man umiddelbart skulle tro, skal det tages helt og aldeles bogstaveligt. Sangen fungerer som et livagtigt mareridt, hvor jeg’et slår sin elskede ihjel tilsyneladende uden grund.

Titelnummeret skiller sig ligeledes væsentligt ud fra de øvrige sange. »I cover up my eyes to block the light,« synger Garcia i en sang, som peger på jeg’ets fremmedgørelse i samtidens verden. Sangen arbejder sig frem mod et klimaks, der samtidigt er så koldt i lyden, at det indikerer et endeligt sammenbrud, mens der i rytmen indbydes til dans. Det er modsætningsfyldt, og det fungerer på allerbedste vis! “Misfit” er en dovent drivende sang, som kunne have været blandt de bedste sange på The Strokes’ Is This It eller fungere som en glimrende Interpol-b-side. “Ester” sætter poppen i højsædet og lukker Sunlight Makes Me Paranoid med en åbenlys invitation til at starte pladen forfra igen.

Hvis den geografiske placering af bandet er med til at give dem ekstra opmærksomhed, er det helt fint. Det er i hvert fald ikke dummere end at ignorere dem af selv samme grund. Hvis man for et øjeblik glemmer, hvor Elefant er fra og fokuserer på musikken alene, så er der ingen tvivl om, at bandet har fat i den helt rigtige ende. Men når Sunlight Makes Me Paranoid har spillet sig selv til ende, sidder man samtidig tilbage med en fornemmelse af, at de kan gøre det gode endnu bedre.

★★★★½☆

Deltag i debat