Plader

Foo Fighters: One by One

Skrevet af Mikkel Mortensen

På Foo Fighters’ bedste album til dato beviser Dave Grohl, at han ikke kun er en dybt selvironisk MTV-personlighed, men faktisk kan skrive drønende rocksange af højeste karat.

Det er ved at være ‘make it or break it’-tid for den tidligere Nirvana-trommeslager Dave Grohl og hans band Foo Fighters. One by One er deres fjerde album, og til trods for at de med deres foregående albums har opnået pæn kommerciel succes, er det aldrig lykkedes for dem at slippe afgørende fri af Nirvana’s skygge. Skal det ske, så skal det være nu, og det lader det til, at Dave Grohl er klar over. One by One er f.eks. blevet indspillet ikke én, men to gange, fordi den første version ifølge bandet selv var for pæn. Det album, vi nu bliver præsenteret for, er indspillet på godt tre uger og er det tungeste og bedste, bandet nogen sinde har leveret. Det kan især høres, at Dave Grohl blandet andet har brugt tiden op til albummet på at spille trommer sammen med vennerne i Queens of The Stone Age.

Åbneren og førstesinglen, “All My Life”, kommer som et chok. Har man ikke hørt sangen før, vil man aldrig tro på, at dette rent faktisk er Foo Fighters. De har før leveret sange, der rockede, men det har altid virket, som om de var bange for rigtigt at give los. Det er de ikke længere. “All My Life” føles mest af alt som 1000 flammekastere, der bliver tændt samtidig og antænder et gigantisk, eksplosivt flammehav. Sangen er en hedonistisk tour de force, med referencer til Kurt Cobain: »I feel it come alive / When I see your ghost«, og former sig som et stort højdepunkt, der bare bliver bedre og bedre for hvert sekund: fra introens chug-chug-chug, chug-chug-chug guitar, der yderst tydeligt signalerer stilhed før stormen, til Dave Grohls råb om, at han er »done, done, on to the next one,« der afslutter sangen i allerhøjeste gear, er dette godt fire et halvt minuts rockgenialitet.

Men en fremragende start giver jo ikke nødvendigvis et fantastisk album, og det gælder bestemt også i One by Ones tilfælde. Naturligvis kan resten af albummet ikke leve op til “All My Life” – det ville også være ren ønsketænkning – men det betyder ikke, at der ikke er noget at komme efter på de resterende 10 sange. “Low” er endnu en dosis fremadrettet højoktan-rock med frenetiske og dynamiske guitarriffs, ikke ulig Queens of The Stone Ages “First It Giveth” – bare bedre.

“Have It All” ville have lydt som noget, man kunne finde på et af de tre første Foo Fighters-albums, hvis det ikke var for den kant, som den beskidte produktion giver sangen. I stedet for at være halvkedelig power-pop er sangen nu beskidt rock med larmende guitarer, distortede trommer og Dave Grohls hæse stemme. “Times Like These” er mere af samme skuffe, bare endnu mere iørefaldende, og samtidig er den lyden af Dave Grohl, der rejser sig som en fugl Fønix af asken: »It’s times like these you learn to live again / I’m a new day rising.«

“Tired of You” er den mørkeste og dybeste – og dermed bedste – ballade, Dave Grohl nogen sinde har lavet, men det, der virkelig er fantastisk ved denne sang, er ikke, at Dave Grohl endelig har formået at lave en ballade, der ikke tenderer det klæbrige. Det er i stedet, at “Tired of You” er den første sang i umindelige tider, hvor den menneskelige puddelhund alias den tidligere Queen-guitarist Brian May medvirker, der ikke er fuldstændig elendig. Det fortjener Dave Grohl næsten mere ros for, end det faktum, at han har lavet sin karrieres bedste album.

Selvfølgelig er der også svipsere på pladen: “Disenchanted Lullaby” er et kikset forsøg på at lave psykedelisk rock, og “Overdrive” virker decideret malplaceret med sin næsten overstadige og meget svage melodilinie. Derudover ville det ellers velfungerende afslutningsnummer “Come Back” have været en hel del stærkere, hvis det var et par minutter kortere.

Med One by One kommer Foo Fighters ikke fri af Nirvana’s skygge. Muligvis klæber etiketten endda endnu tættere på bandet nu, hvor den længe ventede opsamling med grunge-legenderne endelig udkommer. Det lader dog ikke til at irritere Dave Grohl, og han bør også være tilfreds med dette album. Han har, sammen med Foo Fighters, lavet sit bedste album nogensinde og bevist, at han kan mere end at levere pop-hits til MTV med tilhørende selvironiske videoer, og forhåbentlig lever han op til det løfte, han giver i One by Ones sidste sang: »I will come back!« Den moderne rockscene ville bestemt være fattigere uden ham.

★★★★☆☆

Deltag i debat