Koncerter

Gahan, Dave, 26.06.03, Arena, Roskilde Festival

Depeche Mode-frontfiguren leverede en en halv fest med gamle Depeche Mode-numre og en halv sovetime med egne nye numre.Det er set før, at en mere eller mindre perfekt sangskriverduo splittes for at prøve musikken an ad egne veje – tag f.eks. navne som Morrissey/Marr, Anderson/Butler eller i dette tilfælde: Gore/Gahan. Til sammen fungerer det optimalt; det er nærmest som sort og hvid sat sammen, som skaber den perfekte grå zone, i hvilken sangskrivningssymbiosen er optimal. Men hver for sig bemærker man blot fraværet af den manglende part. Dave Gahan beviste på Arena-scenen (tidligere Grøn Scene), at han så sandelig manglede Martin Gore ved sin side.


Foto: Rockphoto

Det var gav noget af en tom og underlig fornemmelse, at Gahan entusiastisk sprang rundt på scenen med talrige opfordringer mod publikum til fysisk bevægelse, når hans sangkatalog fra det nyligt udgivne soloalbum Paper Monsters virker så middelmådigt og stift i betrækket og på ingen måde indbyder til sådanne bevægelser. Det virker i en Depeche Mode-sammenhæng, hvor der er dømt hitparade, men når man som Gahan er ude som solokunstner og spiller et set, hvor halvdelen af sangene er covers af sig selv (læs: Depeche Mode), så må der være et eller andet galt.

Forklaringen er simpel og tvedelt: Sangene fra Paper Monsters kan ganske enkelt ikke stå alene. Derudover var Gahan sagtens klar over, hvad folk ville have. Som entertainer måtte han gøre brug af de virkemidler, som han har at tage af. Derfor fik vi en længere række Depeche mode-numre som udgjorde følgende: A Question of Time, Walking in My Shoes, I Need You, Personal Jesus, I Feel You, Never Let Me Down Again og endeligt et lækkert medley med Policy of Truth, Enjoy the Silence og Just Can’t Get Enough. Med det noget tamme backingband i ryggen kom disse sange aldrig helt op at ringe, som når Depeche Mode-folkene er samlet, men det gjorde egentlig ikke så meget. Gahan havde indbudt til fest, og festet blev der med enkelte dansepauser, når Gahan på ny kastede sig ud i sit eget materiale.

Mest af alt fik Gahans koncert mig blot til at ønske, at jeg var til en Depeche Mode-koncert, og heldigvis er Depeche Mode da ikke ikke endeligt brudt op som de øvrige sangskriverpar nævnt i det indledende afsnit – så det skulle være muligt at opleve igen.

Læs også Undertoners anmeldelse af Dave Gahan: Paper Monsters

Om skribenten

Anders Hjortkær Christensen

 

Biografi

En 12-årig dreng sad hver fredag klinet til højttalerne på sit minianlæg. Frekvensen var stillet ind på lokalradioens ugentlige top 20-liste. Han sugede alle toner til sig og noterede heftigt titlerne på de bedste sange. Hver lørdag formiddag gik turen til den lokale pladebiks, hvor han gravede udbuddet af singler igennem, indtil han fandt den helt rigtige, som han fyrede alle sine lommepenge af på for at tage den med hjem og høre den igen og igen. Den 12-årige dreng var mig. Forskellen mellem dengang og i dag er ikke stor. Smagssansen har udviklet sig gevaldigt siden da, men interessen er intakt, og jeg køber stadig plader med stor iver i jagten på den næste helt store musikalske oplevelse. Siden fulgte ønsket om at udbrede kendskabet om musikken til andre ligesindede. Med det ideal in mente stiftede jeg i 2003 Undertoner, siden, du befinder dig på nu.

Skriv et svar