Plader

Grandaddy: Sumday

Skrevet af Martin Petersen

Da 2000 nærmede sig sin slutning, og det skulle gøres op, hvilke plader der var årets bedste, havde de fleste blade Grandaddys The Sophtware Slump med i deres top 5. Nu er Jason Lytle og co. tilbage med en opfølger, der skal vise, om de kan gentage succesen.

The Sophtware Slump var et konceptalbum om naturen vs. teknologien. Det var et album, der krøb ind under huden på mig og med sin insisterende lyd og skæve tekster voksede sig større og større. Bagkataloget blev indkøbt, og der blev investeret i billetter til deres koncert i København. Koncerten blev aflyst, og bagkataloget fængede aldrig, men The Sophtware Slump voksede sig stadigt større.

Nu sidder jeg så 3 år senere og lytter til Sumday. En skuffelse af dimensioner: Væk er nerven, væk er den insisterende lyd, der tryllebandt mig sidst. Åbningsnummeret lyder mest af alt som noget, der ikke kunne bruges på de nogen af de første plader, og resten lyder idéforladt og uinspireret. Det var første gang, jeg hørte pladen!

Det kunne ikke passe; var der virkelig kun én god plade gemt i dem? Anden gang, jeg hørte Sumday, kørte den som baggrundsmusik. Den gjorde ikke det store væsen af sig, men der var dog et enkelt nummer, der udskilte sig som ganske catchy. Stray Dog and the Chocolate Shake er det nummer, der læner sig mest op af stilen på The Sophtware Slump. Underspillet, påtrængende og med et syntetisk pianostykke, der ville kunne spilles af en 7-årig efter fire klavertimer, greb den fat i mig og lokkede mig til at høre Sumday igen – for så at trykke ’play’ og høre den endnu en gang. Langsomt, men sikkert blev jeg indfanget.

Tit kan det være svært at afkode en plade, når man ikke sidder med teksthæftet, men efterhånden fik jeg grebet nogle brudstykker og sat dem sammen, så de dannede et mønster. Jeg ved ikke, om det er et nyt konceptalbum, eller om Jason Lytle er blevet forladt af konen, men teksterne handler om at blive forladt, miste modet og til sidst gå ned, men også om at acceptere sit nederlag og at prøve at finde hjem igen. Teksterne er blevet mere ligetil, og man skal ikke tænke så meget i billeder som på forgængeren, men samtidig er Sumday en plade, der kræver tålmodighed – en tålmodighed der bliver belønnet.

Jeg brugte mange gennemlytninger, men lige pludselig kunne jeg se den røde tråd til forgængeren og langsomt, efterhånden som brudstykker af teksterne begyndte at sætte sig fast, indså jeg, at Sumday er en plade, der rummer utrolig stor skønhed, men samtidig en plade der til tider nærmest er ubærlig trist. Her tænker jeg i særdeleshed på Yeah Is What We Had. Når der i omkvædet sørgmodigt bliver sunget In this life, will I ever see you again?, har det den virkning på mig, at jeg automatisk slår øjnene ned for så at blive fjern i blikket, når pianoballaden Saddest Vacant Lot in All the World går i gang bagefter.

Alligevel bliver jeg efterladt med en snert af håb. Jeg sidder bagefter med troen på, at det hele nok skal gå. For når der i I’m on Standby bliver sunget I’ll be down for some time, så må det jo betyde, at han vender tilbage. Før eller siden.

Stilen på Sumday er meget dæmpet i forhold til Sophtware Slump. Der er skruet ned for elektronikken og op for følelserne. Sumday er i stand til, hvordan éns humør end måtte være, at gøre én melankolsk og skabe en længsel mod bedre tider. Jeg er oprigtigt imponeret og satser stort på, at de ikke aflyser deres koncert i København denne gang.

★★★★★☆

Deltag i debat