Plader

Jeff Hanson: Son

Med lange mellemrum finder man fabelagtige sangere. Jeff Hanson er én af disse.

Jeff Hanson er en fremragende vokalist. Grunden hertil er ganske simpel: Han lyder som en kvinde. Det er ikke bare det faktum, at han rammer et utal af de skyhøje toner, der gør det – herregud, det har vi da hørt mange mandlige sangere gøre gennem årene. Hanson har denne klang, denne finfølelse og skrøbelighed og denne skønhed, der ligger i en kvindelig vokalist. Man lytter til sangene, kigger coveret igennem mindst et par gange, trykker stop, tager CD’en ud for at være helt sikker på, at det er Jeff Hanson, som er på skiven, putter den i igen og forsøger på ny. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det tager et stykke tid, før man kan forholde sig til sin egen psykiske frakobling – ja, det er en mand, som synger.

Når man først er kommet over dette stadie, kan man begynde at sætte pris på skiven, for hvad den er: en samling fremragende sange. Der hviler noget meget beroligende over Son. Måske er det Jeff Hansons simple, men gribende stemme. Måske er det albummets absolutte mangel på selvhøjtidelighed. Næsten alle numrene er 4 minutter lange traditionelle popsange, og i ingen af dem er der det mindste spor af selvbevidsthed at finde. Det er måske nærmere en kombination af ovenstående – en følelse, der opstår fra mange af Sons beskedne fremførelser, en følelse af at pladen er en fuldstændig naturlig præstation med netop de rette ambitioner. Hansons musik er hverken smart eller nutidig på nogen måde. Den er derimod traditionel og tidsløs for et godt ord.

Fra det indledende folk- og Nick Drake-inspirerede “Hiding Behind the Moon” bliver det gjort klart, at Hansons vokal er den perfekte ledsager til musikken, som den svæver helt yndefuldt og engleagtigt over blød akustisk guitar med smukke, mørke vokalharmonier. Sangteksten passer perfekt til den skønne melodi: »Well I should have known you’d be leaving / Just as soon as you got here / And in time I’ll fall around you / And disappear.« Sådan en ømhed er allestedsnærværende på Son, og som “Hiding Behind the Moon” bærer mange af sangene denne samtidige følelse af melankoli og håb.

Men det er langtfra alle sange, som er skåret helt ned til blot guitar og vokal. Trommer, elektriske guitar og piano hjælper til med at udfylde den swingende “You Are the Reason”, en stærkt følelsesladet sang med tekster, som belyser en mørk side, som sangens luftlette atmosfære samtidigt kontrasterer og bevidner. “Laughing at Nothing” minder på mange måder om Elliot Smiths sangskrivning – blød og yndig, men med en bemærkelsesværdigt harmonisk tæft. Det samme gør “As Honest as a Liar Can Be”, som med sin lalala-melodi er en fabelagtig sang, igen med kontrasterende tekster, som belyser en langt større grad af melankoli, end man umiddelbart skulle tro.

Der er faktisk kun to kritikpunkter at rejse mod Son. Det ene er, som nævnt ovenfor, de mange vokalfraseringer, som minder stærkt om Elliot Smith. Det andet kritikpunkt er, at Hanson holder sig inden for de sikre traditionelle sangskrivningsrammer, som risikerer at blive en smule trættende i længden. På den anden side behandler Hanson den traditionelle stil med sikker hånd, og resultatet er et rigtig godt debutalbum. Ham bør man holde skarpt øje med.

★★★★½☆

Lyt til “Just Like Me”:
[audio:http://www.killrockstars.com/bands/jeffhanson/audio/JustLikeMe.mp3]

Deltag i debat