Koncerter

Kjellvander, Christian, 28.06.03, Pavilion, Roskilde Festival

Countrytraditionen blev holdt i hævd, da den svenske cowboy indtog scenen. Han spillede sine inderlige melodier med ynde.Som tilfældet var med amerikanske Interpol, led den svenske cowboy Christian Kjellvander samme paradoksale skæbne på dette års roskilde Festival: At skulle krænge sjælen ud med sine lune countrysange for højlys dag! Det ville vel sagtens være for meget at forlange at placere bandet på en prærie ved fuldmåne med et bål knitrende ved siden af, men helt ærligt; at lade Kjellvander spille en drønvarm lørdag middag burde praktisk talt være en forbrydelse mod countryintegriteten!

Foto: Klavs Bo Christensen/Rockphoto

Sveriges måske mest begavede musiker inden for den amerikanske sangskrivningstradition spillede udvalgte sange fra sin stærkt roste soloplade, Songs from a Two-Room Chapel, som mange steder bevæger sig i samme ånd som Bruce Springsteens Nebraska eller Neil Youngs After the Gold Rush – og Kjellvander gjorde det med en samtidig ærlighed, inderlighed og ydmyghed, som gjorde det tæt ved umuligt at slippe opmærksomheden fra scenen. Kjellvander lagde blottet og afdæmpet ud med guitar og sang, og han blev henad vejen akkompagneret af resten af bandet, der ud over de traditionelle instrumenter også talte de yndige toner fra en mandolin samt en grædende violin.

Kjellvanders ydmyghed kom dog desværre også negativt til udtryk, eftersom han ikke skabte nogen kontakt med sit publikum. Det blev kun til et lavmælt “œtak” mellem sangene. Når han nu tager del i folk- og countrytraditionen, savner man lidt et par lune anekdoter eller lidt tør humor, som mange af Kjellvanders forgængere har mestret.

Til trods for ønsket om “œlidt mere” er svenskerens sange dog heldigvis stærke nok til at hvile i sig selv, og den lille times nærværende intimitet i selskab med Kjellvander var så fornøjelig, at jeg ser frem til næste gang.

Om skribenten

Anders Hjortkær Christensen

 

Biografi

En 12-årig dreng sad hver fredag klinet til højttalerne på sit minianlæg. Frekvensen var stillet ind på lokalradioens ugentlige top 20-liste. Han sugede alle toner til sig og noterede heftigt titlerne på de bedste sange. Hver lørdag formiddag gik turen til den lokale pladebiks, hvor han gravede udbuddet af singler igennem, indtil han fandt den helt rigtige, som han fyrede alle sine lommepenge af på for at tage den med hjem og høre den igen og igen. Den 12-årige dreng var mig. Forskellen mellem dengang og i dag er ikke stor. Smagssansen har udviklet sig gevaldigt siden da, men interessen er intakt, og jeg køber stadig plader med stor iver i jagten på den næste helt store musikalske oplevelse. Siden fulgte ønsket om at udbrede kendskabet om musikken til andre ligesindede. Med det ideal in mente stiftede jeg i 2003 Undertoner, siden, du befinder dig på nu.

Skriv et svar