Plader

Life in Braille: New York City Ending

En flok fremragende rocknumre.

Det, der kan gøre mange musikelskere forvirrede og irriterede, er den åbne portal til uendelige strømme af musik – den portal hedder internettet. Her gøres det muligt at finde selv de allermindste pladeselskaber derude. Og netop hos de små selskaber finder man mange guldkorn, som aldrig slipper ud til offentligheden eller, for den sags skyld, indiepublikummet, fordi økonomien ikke tillader det.

Således faldt jeg over det lille californiske selskab, Underground Sounds of America og deres seneste udgivelse med bandet Life in Braille. Life in Braille må siges at være et af de ovenfor nævnte guldkorn, for deres New York City Ending er en fabelagtig samling af gode rocksange.

Life in Brailles stil lander eklektisk et sted mellem indierock, poppunk og emo. Meget karakteristisk for Life in Brailles sange er, at de konstant går op og ned i tempo – og det er absolut til deres fordel, at man som lytter overraskes ved uforudsigeligheden i sangene. Det er nemlig sjældent nemt at vide, hvor man bevæges henad i deres bakkede musikalske landskab. Men at bandet samtidig har denne catchy og ligefremme tilgang til sangene gør dem vedkommende og stadigt interessante, også efter de første 10-20 gennemlytninger. Med andre ord lyder de som en mere frisk og sofistikeret version af New End Original.

New York City Ending lægger ud med den herligt poppede og fængende “The Jimmy Stewart Overture”, som med sine dominerende keyboard-lyde gør sangen direkte uimodståelig. I Matthew Jones har bandet en absolut fremragende sanger, som på formidabel vis mestrer alt fra det bløde følelsesladede til vrede ditto. Hans stemme falder ind et sted mellem Andy LeMaster (Now It’s Overhead) og Cinjun Tate (Remy Zero) dog af og til med eksplosiv vrede i form af råb og skrig – og det passer rigtig godt ind i Life in Brailles kompositioner, da de netop konstant skifter mellem stille åndedrag og hæsblæsende rock.

Matthew Jones’ tekstunivers virker også særdeles godt. De forholdsvis korte tekster fremstår som små dagbogsudklip, hvor det meste af følelsesregisteret gennemluftes, hovedsagelig med henblik på de negative sider ved kærlighedslivet. De er skrevet på en rar poetisk måde, så tristheden og vreden udtrykkes troværdigt, og de virker hverken slappe eller klichéfyldte. Der er også plads til de mere komiske øjeblikke med små glimt i øjet som i “Hand Me Down”: »I love the shape of your breasts / I try to look at your face / but I can’t get past your chest«. Eller i “The Cubist”: »If I were prettier I could have been homosexual / But none of the boys were pretty enough for me.« Bag de skæve bemærkninger gemmer smerten sig dog stadigvæk, og det underbygges af de heftigt rockende sange.

Der er blandede følelser på spil i de to korte “Ode to Friends I” og “Ode to Friends II”. At sangene netop har fået tildelt ‘ode’-termen, giver dem et bevidst komisk præg. Den højtidelige kølighed og samtidige grebethed, der er blandt karakteristikkerne af en ode, synes at være helt fraværende i I’eren og samtidig overalt i II’eren. Efter to minutters heftig instrumental-intro tildeles Jones de sidste 30 sekunder til at lukke vreden ud i: »Why don’t you people get a fucking life and get out of mine.« I II’eren udtrykker han en slet skjult bitterhed over, at pigen har fundet sig en ny. Det bliver dog pakket godt ind i pæne ord, men den triste melodi indikerer nemt sarkasmen i linjerne: »It’s good to see you with another man.«

Life in Braille besidder en spillemæssig gnist og nerve, der virkelig får sangene til at lyse op, eksempelvis i “Charles”, hvor en vred Jones synger til Caitlin Loves heftige banken på trommerne. Jones’ vrede i vokalen er yderst intens og virkningsfuld. I sangens slutning skifter den aggressive stil over i bløde 60’er-akkorder med de tydeligvis naivistiske linjer: »I’ve got a girl and she’ll be waiting for me.« Fabelagtigt!

New York City Ending indeholder ingen decideret dårlige sange, men der er dog enkelte afstikkere, som ikke helt formår at leve op til den glans, pladen i sin helhed ellers udstråler. Lidt over halvvejs igennem pladen støder man på to sange, “Hand Me Down” og “Flight 800”, som forsøger sig med samme drilske spræl som pladens øvrige numre med forskellige passager, men som desværre ikke rigtig formår at komme nogle vegne. De tunge riffs i den fire minutter lange instrumental-intro i den afsluttende “A New Hope” virker også en anelse malplacerede. Herefter skifter sangen dog karakter, og Life in Braille lukker yderst overbevisende af på en overvældende og kraftfuld debut.

Små udenlandske bands og labels har det ikke nemt med promoveringen, men jeg håber så sandelig, at ovenstående anmeldelse har sat nogle nysgerrige sind i gang, for Life in Braille fortjener virkelig at blive hørt.

★★★★★☆

Deltag i debat