Plader

Madrugada: Grit

Skrevet af Søren McGuire

Hvis du er med på retro-garagerock-bølgen, er Grit en udmærket investering. Er du i stedet fan af Madrugadas første plade, vil denne deres tredje plade være en skuffelse af dimensioner.

Man kan have mene sit om den bølge af retro-garagerock, der er skyllet ind over den internationale musikscene det sidste års tid. Men The Strokes, The Vines, The Hives og Black Rebel Motorcycle Club har alle været med til at sætte rocken på det musikalske verdenskort igen, og det har (heldigvis) været på bekostning af mere eller mindre latterlige rap-metal-bands. Så langt, så godt. Nu er norske Madrugada hoppet med på vognen med deres tredje langspiller, Grit. Advarselslamperne var allerede begyndt at blinke på den halvandet år gamle The Nightly Disease, hvor guitarerne var blevet mere støjende, og melodierne mere larmende og fremadbrusende. Det var et markant stilskifte i forhold til gruppens fornemme debut, som allermest mindede om en nogenlunde let fordøjelig blanding mellem Chris Isaak og The Doors.

Det ville ikke være i sin ret at kalde Grit for en retro-garage plade, men der er ikke meget galt. Der er godt med støj på guitarerne, og der er fart over feltet på det meste af pladen, som oser af motorolie, sex og rock n’roll. Grit er ikke nogen videre spændende eller interessant lytteoplevelse, men den leverer sin garagerock med ærlighed og intensitet. Melodierne er sparsomme, og der er ikke meget at komme efter, hvad angår dybde og fordybelse i sangene, som næsten alle er bygget op efter den simple formel: sex, drugs and rock n’roll. Der er en enkel undtagelse i form af “Majesty”, hvor strygerne giver et stemningsfuldt modspil til Sivert Høyems unikke vokal. “Majesty” er Madrugada, som vi husker dem, men sjovt nok er denne så ellers fremragende sang fuldstændig ude af trit med resten af pladen, og man når knap nok at trække vejret, før Madrugada igen knalder af sted på guitarerne.

Selv om man ikke før har stiftet bekendtskab med denne støjende side af Madrugada, er gruppen stadig til stede bag de skærende guitarriffs. Æren for dette ligger mest hos Sivert Høyem, for det er trods alt hans vokal, der har været med til at skabe lyden af Madrugada.
Grit vil uden tvivl være en fornøjelig plade for fans af retro-garage. Inspirationen fra Iggy Pop fejler ikke noget, og Sivert Høyem gør sig da også ganske godt, hvad angår den forholdsvis ligegyldige lyrik, der på mange måder er kendetegnende for denne genre.
Havde man derimod ventet et gensyn med Madrugada som de lød på Industrial Silence og i et vist omfang på The Nightly Disease, bliver man svært skuffet. Men hey, vi er da i det mindste sluppet for rap-metal!

★★★☆☆☆

Deltag i debat