Plader

Maximilian Hecker: Rose

Skrevet af Martin Petersen

Den rejse, som Maximilian Hecker inviterer os med ud på på hans anden plade Rose, er ikke længere eller mere interessant, end den du kommer ud på, når du render hen i kiosken. Rose er en plade med enkelte højdepunkter, der desværre hurtigt bliver dækket til af pinlige klichéer.

Hvis det ikke var, fordi Rose eksploderer i et støjhelvede på det næstsidste nummer, kunne det sagtens være en plade, der kunne køre som baggrundsmusik på en eller anden hip cafe. De første par gange, jeg hørte pladen, var det også kun med et halvt øre, og jeg kunne egentlig også meget godt lide, hvad jeg hørte. Desværre begik jeg den fejl, at jeg satte mig ned med teksthæftet i hånden og et sæt høretelefoner på hovedet og lyttede pladen igennem.

Rose bliver faktisk åbnet ganske lovende med Kate Moss, der leder ens tanker hen til at filosofere over, hvordan Sigur Rös egentlig ville lyde, hvis de sang på et sprog, man kunne forstå. Hvis deres musik tog en lille drejning i retning mod popmusikken, ville svaret muligvis lyde sådan her. Man lægger næsten ikke mærke, at Kate Moss slutter og I Am Falling Now går i gang. Det samme gør sig gældende, når I Am Falling Now overtages af den næste sang, og sådan forsætter det – med undtagelse af støjhelvedet – pladen igennem. Opskriften er den samme hver gang. Følsom vokal, pianobaggrund og et langtrukkent guitarstykke til sidst. I Am Falling Now er superudgaven af denne formel, men lider ligesom resten af pladen under de håbløst naive og klichéfyldte tekster. Når man først sidder med teksthæftet, får man næsten ondt af Maximilian Hecker og de folk, der udråber ham til stor kunst. Det er som at læse listen over de mest brugte linjer i popmusikkens verden. Oh, Can’t You See I’m Falling Now? bliver der sunget på et tidspunkt. Det er i hvert tydeligt at høre.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat