Plader

Malcolm Middleton: 5:14 Fluoxityne Seagull Alcohol John Nicotine

Skrevet af Søren McGuire

Malcolm Middleton træder frem fra sin godt skjulte tilværelse som halvdelen af Arab Strap og formår at levere nogle ganske charmerende og melankolske stemningsbilleder. Men der mangler lidt fokus.

Skotske Malcolm Middleton er tryllekunstneren bag duoen Arab Straps besynderlige disco-lofi, der de seneste par år har henrykt adskillige mindst lige så underfundige lyttere. Mens Malcolm Middleton har gemt sig bag instrumenterne, er det Aidan Moffat, der har krammet mikrofonen. Nu er det så Malcolms tur til at vise sit værd som sanger, og det gør han faktisk ganske godt. Underfundigt enkelt og til tider irriterende useriøst, men på en særdeles charmerende og melankolsk facon.

Coveret prydes af en klovn, der er på randen af tårer. Rygter siger, at Malcolm Middleton selv arbejdede en tid som en klovn ved navn Crappo the Clown i Glasgow, hvilket skulle have givet ham inspirationen til denne plade. Det virker sandsynligt, for bag de til tider lidt for lystige og overgearede melodier, gemmer der sig en sørgmodig stemning af ensomhed, sorg og desperation. Man skal ofte give sig god tid til at dykke ned i de brogede melodier for at finde denne kontrast mellem indhold og udtryk, men lykkedes det, så virker pladen altså også.

Det sker dog også, at Malcolm Middleton serverer hele melankolien på et sølvfad. Det sker for eksempel på åbningsnummeret “Crappo the Clown”, der ender i et betagende smukt og bredt men minimalistisk lydbillede med korsang og elektroniske strygerarrangementer. Ellers svinger 5:14 Fluoxityne… meget mellem spartanske kompositioner som f.eks. den hjertegribende piano-serenade “Speed on the M9” til de mere vidtfavnende numre som den elektroniske “Birdmatcher”, der har et beat, der uden tvivl vil tilfredsstille selv den mest hårdtpumpede techno-tysker.

Selv om melodierne er lidt for svingende hvad angår kvalitet og seriøsitet, er stemningen intakt på pladen. De fleste af sangene omhandler emner som sørgmodighed og bliver fortalt gennem Malcolm Middletons alter-ego, Crappo the Clown. Det fungerer egentlig meget godt, for tager man sig tid til at dykke ned i pladen, fremstår kontrasten mellem de selvmedlidende og mere eller mindre tragiske historier om Crappo the Clown og den ofte humørfyldte musik overordentlig interessant. Især hvis man har humøret til at lytte til Malcolm Middletons meget brede skotske accent.
Gider man derimod ikke det, er et par enkelte virkelig gode og smukke sange desværre ikke nok til at redde pladen fra at være lidt for ujævn og forvirrende i sit udtryk. Mindre klovneri og flere tårer, tak!

★★★½☆☆

Deltag i debat