Plader

Opiate: Sometimes EP

Skrevet af Mikkel Arre

Med små skridt i mange retninger forfiner Opiate endnu engang sit udtryk. På sin egen tyste facon revolutionerer og finpudser han sin stil og bekræfter sin position som en unik formidler af enkelhedens og det næres værdi.

Revolutionen er nær!” Det var budskabet, ridset ind i malingen på en dør, jeg passerede den anden dag. Huset så også noget forladt ud, så måske var beboerne allerede nu i gang med at omstyrte verdensordenen andetsteds.

Det har danske Opiate, alias Thomas Knak, ingen som helst planer om. Tværtimod virker hans musik ved allerførste gennemlytning til at være en form for minimalistisk reformisme. Ingen store armbevægelser eller overdrevent selvsikre attituder – alt er barberet ned til det mindst mulige, og interessen i at være i fokus er endnu mindre.

Men revolutionerne er der, især i detaljerne. Thomas Knaks lydunivers er nøje fokuseret på det nære, enkle og aldeles ukunstlede, og i denne lavmælte sfære er de små ting store, de umærkelige ændringer iøjnefaldende. Sometimes er endnu et skridt fremad i Opiates udvikling, og dog aner man fortsat spor af lyden fra tidligere udgivelser – Knak tager små, men bestemte skridt. Forbindelsen bagud i tiden til både Objects for an Ideal Home og While You Were Sleeping… høres tydeligst i “Amstel” – henholdsvis den lillebitte melodi på fire-fem klare toner og det umanerligt sprøde beat, der idérigt forandres og tilføjes nye bestanddele såsom små bip, måske fra en fax. Her vil enhver fan af Opiates tidlige produktion kunne stige på uden problemer – og på ny forundres over at det lader sig gøre at skabe et så varieret udtryk ud af så få elementer, og at Opiates lydbillede på én gang kan lyde som det naturligste i hele verden og samtidig være gennemgribende unikt.

Én af de små revolutioner ved Sometimes er, at det endnu engang er lykkedes Knak at komme tættere på den komplet friktionsløse sammenbygning af det analoge og det digitale. Den “gammeldags”, fysisk håndgribelige verden, der genererer lyde omkring os, smelter ubesværet sammen med de muligheder, teknologien i dag leverer. Eksempelvis indledes “For Brian Alfred” med en knasende interferens-agtig lyd, der straks afløses af en melodi, der kunne lyde som forsigtigt klaverspil. Også beatet er konstrueret af elektronisk frembragte byggeklodser blandet med en efter alt at dømme helt og aldeles ægte trommebreak-sample. Og alt går godt – ingen afstødning af de ellers umiddelbart inkompatible komponenter. Beatet er dumpt huggende og langt mere markant end sine slægtninge på Opiates seneste soloudgivelse, Possible. Det subtile aspekt går måske en smule af fløjten, men omvendt er det rart nok hist og her i Knaks musik at kunne mærke, at “Jo, der er puls!

Det er der i sandhed i Stp!, der med sine beatjuggling-agtige, hiphop-krydrede synkoperinger falder lidt uden for pladens øvrige numre og minder lidt for meget om en Prefuse 73-pastiche. Dygtigt udført, men ikke videre personligt.

Afslutningsnummeret “OpiTTT” giver os Opiate i mere hjemmevant terræn og i et af de klareste beviser på forædlingen af detaljerne. På en sydende, summende bund, der mest af alt lyder som en barbermaskine optaget på lang afstand, bygger Knak en finurlig, mangefacetteret rytme bestående af et mylder af bittesmå, knapt eksisterende clicks. Under en munter staccato-melodi, der hinker sig frem med et glimt i øjet, kan den tålmodige lytter så for hver gennemlytning skelne flere og flere undseelige detaljer i de utallige knitrende lag-på-lag-rytmespor.

Den helt store revolution på denne 6-track-EP er imidlertid, at Knak har lukket døren op for rigtige instrumenter (og et par afsnubbede vokalsamples). Fåtonige strygere byder indenfor på “Perdot”, men perlen er ubetinget den bedårende “Snow Story”. Som på både den seneste Future 3-plade og på System-debuten fra sidste efterår betjener Opiate sig på bemeldte nummer af en guitarrundgang, og minsandten om han ikke også introducerer harpe og violin. Instrumenternes melodilinier kører og kører, men præcis som To Rococo Rot evner Knak i samme nu at skabe en knugende tætpakket følsomhed med romantiske undertoner og et spartansk ’less is more’-udtryk. Følsomheden jager monotonien bort. Især strygerne forlener Opiates univers med en hidtil ukendt varme og nærhed, der blot forstærkes af et charmerende reallydssample af ænder, der letter fra en sø.

Tålmod er ikke et ord, der normalt forbindes med revolutioner – men det er ikke desto mindre en forudsætning for at fange de tyste revolutioner på Sometimes, der er en oplagt mulighed for at flytte sit fokus fra verdens hvirvel til det enkle, nærværende nu. Lige nu.

★★★★½☆

Deltag i debat