Plader

The Prids: s.t.

Skrevet af Martin Petersen

Efter et par EP’er leverer The Prids deres første hele plade; det er en tur i tidsmaskinen, 20 år tilbage til dengang hvor det hele var sort.

Sure things are tough now – radio sucks and the music offered up is only a mockery of what it once was. That’s the way things go. But don’t forget, from time to time, things go the other way too.

That’s why we’re here.

Dette citat er taget fra Luminal Records’ hjemmeside. Hjertet er på det rette sted, der ligger omtanke bag udgivelserne, men hvis pladerne ikke lever op til idealerne, så falder det hele til jorden.
Love Zero bringer også tankerne hen til en tid, før nu-metal og Popstars dominerede radiobølgerne. Stilen er 80’er-sort, og hvis nogen fortalte mig, at jeg stod med en samling af tidlige uudgivede New Order-sange i hånden, så ville jeg være tilbøjelig til at tro dem – primært pga. guitarspillet, der ligger meget tæt op af den stil, som Bernhard Sumner praktiserer. I baggrunden på de fleste af numrene flyder en synthesizer-lydflade, der bringer tankerne hen på The Cure, men tempoet er for opskruet til, at man kan drage en direkte parallel.

The Problem starter pladen effektivt med en gang new wave-punk, og opfølgeren All Apart and No Fall følger godt med, men trækker stemningen endnu længere ned i mørket. Generelt supplerer pladens numre hinanden godt, og med en spilletid på under en halv time fremstår pladen ret intens. Når man halvvejs igennem pladen, begynder numrene dog at supplere hinanden lidt for godt, og det hele bliver en smule for monotont, hvad der for eksempel kunne have været afhjulpet ved at droppe de jævnt kedelige instrumentalnumre Panic Like Moths og “¦. Contact er nok det mest livlige nummer på pladen og bliver fulgt op af Artificial Heart Designer, der er pladens mest atypiske nummer. Det er rendyrket akustisk og ligger milevidt fra stilen på resten af pladen. Man må spørge sig selv, hvorfor det overhovedet er med? Det bryder den ellers rendyrkede stil og burde have været sorteret fra. Med Not Even Sometimes bliver pladen lukket ned og lysene slukket. Det er en bittersød og let underspillet sag, der perfekt afrunder pladen.

★★★½☆☆

Deltag i debat